Zarinaens datter af Carolly Erickson

Myten om zarfamiliens overlevende datter tages endnu engang op i denne roman. Denne gang er det dog ikke Anastasia man lader leve, men den ældre datter, Tatiana. Her giver forfatteren ordet til den nu gamle Tatiana, og lader hende fortælle sin historie.

Den fortæller om et liv der startede ud med magt og pragt, og som pludselig måtte ændres komplet. Det er altså historien om opvæksten som storfyrstinde i et land, hvor zarfamilien lægges mere og mere for had, og revolutionen ulmer. Det er opdagelsen af at alt i verden ikke er godt, at ikke alle har mad på bordet og varme bade. Men den giver også et billede af et grundlæggende isoleret liv, hvor man kun får et glimt af verden udenfor hvis man stjæler sig til det.

Tatiana lever sammen med sine søstre, sin skrøbelige bror, der bløder nærmest bare man kigger på ham, moderen der ser spøgelser, og faderen der ikke ønsker at tro på realiteten af en revolution. Byen omkring dem er i oprør, men indefra paladsets mure virker verden udenfor fjern.
Men alt begynder først rigtig at gå ned ad bakke da den mystiske, og bestemt ikke vellidte Rasputin dukker op, og på mystisk vis kan fjerne smerten hos broderen.
Og pludselig er alt i kaos.

Bogen er velskrevet, og giver sit bud på teorien om den overlevende datter. Det er en spændende fortælling, og er hyggelig læsning. Det er mest af alt en rigtig kærlighedshistorie!
Dog forstår jeg ikke hvorfor bogen skal være skrevet af den aldrende Tatiana – Det virker overflødigt, og har ikke nogen betydning for bogen som sådan.

Lån bogen på bibliotek.dk