0 kommentarer

Vinterkrigen af Finn Wiedemann

af d. 15. oktober 2021
Info
 
Sideantal

232

Udgivet

2018

ISBN

9788793383746

 

Med sikker pen der er både humoristisk, poetisk og tragisk på samme tid, fører Finn Wiedemann sikkert sin læser gennem historien om 13-årige Lars, den vinter i 1978/79 der blev kaldt “Vinterkrigen”.

Jeg var selv 14 år gammel den vinter, og kan stadig huske hvordan landet lukkede ned i dagene omkring nytår. Det var den vinter hvor høj- og lavtryk lavede en frygtelig ravage, der endte med sne i flere meters dybde. Det var også den vinter hvor Lars og hans familie i Finn Wiedemanns “Vinterkrigen” blev udsat for en række faktorer udenfor deres indflydelse. Faktorer der skulle få afgørende indflydelse på deres liv fremover.

Lars’ mor bliver syg, og samtidig med det, begynder Lars at interessere sig for vejret. Han læser alt hvad han kan komme i nærheden af om meteorologi, han aflæser temperaturen to gange i døgnet, noterer vindretningen og holder øje med barometeret. Alt bliver skrevet ind i et kladdehæfte. Lars vil være meteorolog når han bliver voksen. For ham er det vigtigt at kunne forudsige vejret. I virkeligheden handler det nok mere om, at han ved at aflæse og nedskrive sine målinger, får noget konkret at forholde sig til. Noget der kan sættes ind i skemaer og betragtes, i modsætning til morens sygdom der kun bliver værre. En sygdom man som 13-årig ikke kan finde ud af at forholde sig til, når man også skal konfirmeres samtidig med at hormonerne begynder deres kaotiske ræs i kroppen.

Wiedemann har begået en rigtig fin roman. Dels rammer han hovedet på sømmet i beskrivelsen af den teenage-forvirrede dreng, og dels er “Vinterkrigen” et godt nedslag i en fortid der ikke ligger ret langt tilbage. Hans sprog er sprudlende og levende, og han tegner Lars rigtig godt op. Persongalleriet står klart og tydeligt, og jeg føler at jeg har været gæst hos en virkelig familie. At jeg har lært hver enkelt af dem at kende, og at jeg har fået lov at se ind bag overfladen. Ind bag alt det de hver især gør, dybest set fordi de ikke forstår og ikke kan forholde sig til det der foregår lige omkring dem. Lars, storebror Bjørn og deres far, tackler (eller ikke-tackler) situationen med den syge mor/hustru på vidt forskellige måder. Men fordi forfatteren lader mig kende trekløveret, kan jeg godt forstå hvorfor de handler som de gør. De levede i en tid, hvor det at tale om tingene, ikke var noget man gjorde. Man skulle ikke vise svaghed.

Selvom “Vinterkrigen” har Lars som den 13-årige jeg-fortæller, er det ikke en ungdomsbog. Ikke kun, i hvert fald. Som jævnaldrende med hovedpersonen, dengang sidst i 70’erne, er der rigtig meget jeg kan nikke genkendende til. På mange måder blev “Vinterkrigen” både en hyggelig tur ned ad Memory Lane, og en dyb og intens fortælling om en familie der rammes af sin egen vinterkrig.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter