Vi, de druknede af Carsten Jensen

Carsten Jensens mesterværk fylder snart 20 år, og fortjener at blive fremhævet igen. En ramsaltet, fantastisk, djævelsk barsk, voldsom og dramatisk roman, der via fjorten kronologiske nedslag fortæller Ærøs historie fra 1848 til lige efter anden verdenskrig. Som samlet hele danner fortællekredsen en roman, og da der fortælles over 100 år, er der ingen gennemgående hovedperson. Jojo, først følger vi Laurits i et grumt nederlag mod tysken ved Eckernförde.

Der fødes myten om Laurits magiske søstøvler, der går generationer i arv bogen igennem. Laurits søn Albert, tager som ung mand på havet i den forsvundne fars fodspor og kommer ad omveje til Tasmanien, og ender i sammen med en psykopatisk kaptajn på et slaveskib. Formodentlig det eneste sted i denne overmåde sublime roman, hvor Carsten Jensens fabelagtige roman mister fodfæste. Mens Albert bliver en aldrende mand der forsøger at redde Marstal, og i den proces må bære budskab rundt til byens kvinder, og meddele dem om deres nyvundne status som krigsenker under den store krig. For byens mænd drukner enten tidligt eller dør i krig.

Med stor præcision placerer Jensen Marstal på verdenskortet som den lille ubetydlige udkant lige midt i verdens centrum. For fra havnekajen er der adgang til Hobart, Newfoundland og det nordligste Rusland. Først via søslagene i 1800-tallets krige med tyskerne, til Alberts ubehagelige skolegang, hvor læreren tæskede eleverne uden at gøre forsøg på at lære dem noget. Og de slog ihærdigt igen, drev en uhæmmet modbydelig vendetta mod niddingsmanden efter skoletid. Alt imens et ‘vi’ deltager i løjerne, og hele tiden fungerer som fortællestemmen der ofte forsvinder ud af syne. Eller måske kortvarigt drukner.

Alberts pensionisttilværelse får indhold da han overtales til at være besøgsven for Knud Erik. Knud Eriks far er druknet og drengen er en undselig lille kuet og knust størrelse, der tager alle morens sorger på sig og tidligt må være mand i huset. Da Albert dør følger vi Knud Eriks oplæring på skibsdækket indtil han står som kaptajn på et fordømt skib under anden verdenskrig. Som kun 20-årig lærer han hvad PTSD er: Nødstedte sømænd ligger i vandet med deres redningsvest påmonteret et nødblus, men Knud Erik er tvunget til at sejle lige gennem dem. Skibet må ikke afvige fra kursen i kolonnen for at minimere risikoen for en fuldtræffer fra en tysk undervandsbåd. Ja, romanen er til tider ligeså barsk som livet selv.

Kodeord her er et umådeligt velskrevet lyrisk opus, et værk i den absolutte top blandt historiske romaner.

Lån bogen på biblioteket