Info
Sideantal
397
Udgivet
2021
ISBN
9788743400783
Originaltitel
Passagier 23 - oversat af Jacob Jonia
Udgave
1. udgave
Det er simpel matematik, at når millioner af mennesker – flere og flere faktisk – hvert år tager på luksuøse krydstogtferier, der strækker sig i ugevis, må der ske forbrydelser undervejs. Mord, voldtægter, tyverier, slagsmål, selvmord…
Tysklands mest succesfulde thrillerforfatter Sebastian Fitzek kaster sig jublende over de dystre mørketal, som rederierne vil gå til yderligheder for at hemmeligholde.
Der er smæk for skillingen lige fra starten af “Passager 23”, hvor en selvudnævnt doktor ombord på Sultan of the Seas er ved at save benet af solbrun sportsmand, som er delvist bedøvet, men bestemt ikke ønsker sit ben sat af.
Sultan er forfulgt af uheld, men det ved kun de indviede. Politipsykolog Martin Schwartz ved eksempelvis, at hans elskede, men åbenbart suicidale kone for fem år siden tog deres søn med i bølgerne – hun var en Passager 23, en selvmordskandidat.
Nu må Martin modstræbende ombord på det lækre, livsfarlige skib, hidkaldt af en ældre kvindelig krimiforfatter, der mener at have nøglen til nogle uhyggelige mord begået på lukkede afsnit af det flydende luksushotel, som kun de færreste kender til. Den excentriske dame overrækker Martin en effekt, der virker utroligt overbevisende – nemlig hans søns bamse, der mentes forsvundet i havet.
Uden at røbe for meget kan det afsløres, at flere mennesker – skyldige som uskyldige – må lade livet i det videre forløb. Og at den hårdhudede Martin bliver lemlæstet af så mange omgange, at det næsten er kvalmende.
Sebastian Fitzek skriver flydende, humørfyldt, grænsende til det oversmarte. Der gemmer sig et væld af overraskelser i “Passager 23”, nogle fikst fundet på, andre decideret C-film-utroværdige. Men man keder sig i hvert fald ikke, og det virker helt klart som en pointe. Rigtig ferielæsning.