Vand til blomster af Valerie Perrin

‘Jeg nyder livet og fortærer det i små slurke som jasminte med honning’.

Violette Toussaint fik ikke den bedste start på livet. Først troede jordmoren hun var dødfødt – og kaldte hende Violette efter den farve, hun havde. Moren ville ikke have hende, så hun voksede op uden at have en familie, som et uønsket barn. Da hun som ganske ung møder den flotte, omsværmede Philippe, bliver hun stormende forelsket, lykkelig for første gang – og flytter meget hurtigt ind i hans lejlighed.

De får job som ledvogtere og med jobbet følger et hus. Philippe viser sig at være en doven og forkælet ung mand, som absolut ikke gider at arbejde – han fortsætter med at score kvinder og køre rundt på sin motorcykel – så Violette passer bommen døgnet rundt. Hun er stadig meget ung, da de får datteren Léonine – ‘jeg har aldrig oplevet en mere foruroligende følelse af kærlighed’. Selv om de gifter sig og har et barn sammen, bliver Violette aldrig accepteret af Philippes forældre, hun er på ingen måde god nok til deres forkælede søn.

Da bommene bliver automatiseret, får de job som kirkegårdspassere – Violette elsker sit arbejde på kirkegården, hun kender navne og årstal på de døde og har nedskrevet mindetaler, antal deltagere, sange – ja alt – fra de begravelser, hun har været med til, så de efterladte kan læse om begravelsen, hvis de var forhindret i at møde op. Philippe hader at være der. Og en dag kører han afsted på sin motorcykel og kommer ikke tilbage. Det er ikke det helt store savn.

Det er primært Violettes fortælling, men vi hører også andres historier, bl.a. en kærlighedshistorie, der ender med at to, der elskede hinanden, bliver begravet sammen på Violettes kirkegård. Begge var gift, Irene, som kvinden hedder, har efterladt sin dagbog, så hendes søn på den måde finder ud af, hvorfor hun ville have sin urne sat ned på en for ham ukendt mands grav. Også Violette får lov til at læse dagbogen, som hun selv er nævnt i.

Senere får vi også Philippes historie og får lidt mere sympati for denne mand, man ellers mest har foragtet.

I starten fangede bogen mig ikke rigtigt, men pludselig vendte det – og jeg kunne næsten ikke slippe den. Det er en langsom fortælling – den er rørende og sørgelig, men samtidig dejligt livsbekræftende. Bogen springer i tid og sted, og der er en del historier at holde styr på – hver på sin måde rørende og gribende.

Jeg er imponeret over forfatterens evne til ubesværet at jonglere mellem forskellige årstal, og fortælle flere personers historier, som elegant flettes ind i hinanden. Ligesom i ‘Tre’ er der er gåde, en tragisk hændelse, som måske – måske ikke – var en ulykke. Det er dog ikke en krimi, men mere en kærlighedshistorie, ikke i traditionel forstand, men fordi Violette er et kærligt og omsorgsfuldt menneske, som på sin egen stille måde tager sig af både mennesker og dyr, der har behov for lidt varme. Violette er et menneske, jeg gerne ville møde i virkeligheden.

Jeg kan absolut anbefale denne perle.

lån bogen på biblioteket