Vågenætter af Kirstine Freja Olafsson

Dette er en anderledes måde at ende som forfatter på, men baggrunden selvom den ikke beskrives i bogen er at forfatteren selv er frivillig våger – en person der sidder ved den døende – og hendes erfaringer, oplevelser med mere kommer til udtryk igennem dette lille værk.

Digtsamlingen er ikke lang og den er ikke svær at læse, men de mange nuancer og måder man kan tolke det skrevne ord på er specielt. For selvom det virker meget enkelt, så er der nogen ting i det som gør at man efterlades med en masse indtryk. For hvordan er det at dø? Hvordan vil ens egen død blive? Er det fredeligt eller voldsomt? Hvorfor vil man som fremmed person sidde ved en hvor livet er ved at rinde ud?

Det er ikke sådan at Kirstine giver en svarende på det hele, men man kommer med ind bag kulissen når en våger sidder om natten hos en person som snart har trukket vejret for sidste gang. Man er med når hun forbereder sig til mødet. Man er med når hun sidder og holder i hånd. Man er med når hun cykler hjem. Og selvom det ikke som sådan er vågeren man lærer at kende herigennem, så er det tilstedeværelsen af en person som er villig til at gøre noget for nogen andre man bliver mødt af. Det er rørende og hårdt men også meget empatisk og medmenneskeligt. Og man får indirekte som læser en stor respekt for at det hun foretager sig som våger er vigtigt. For det kan være hårdt som pårørende at sidde nat efter nat og vente på at ens kære dør. Og blandt andet derfor kan vågeren gøre en stor forskel. Desværre er der slet ikke vågere nok, men så meget desto vigtigere er denne digtsamling måske. For kan den være med til at gøre opmærksom på at der er et uopfyldt behov – også selvom døden ikke er sjov at tale om – så er det et værk der ligesom forfatterens handlinger, i sig selv kan gøre en forskel.

Fint lille værk med nogen illustrationer som er lidt usædvanlige men smukke.

Lån bogen på biblioteket