319
2007
978-87-7714-837-8
A thousand splendid suns, oversat fra amerikansk af Alis Friis Caspersen
Bogens hovedperson, Mariam, bor i landsbyen Gul Daman. Mariam er datter af tjenestepigen Nana og den rige Jalil, men da Mariam et uægte barn ser hun kun sjældent sin far. Nana er en bitter kone, der ikke kan udtrykke kærlighed, så Mariam tilbeder Jalil, der dog ikke er interesseret i at inddrage Mariam i sit liv.
Som teenager ønsker Mariam sig væk fra det lille samfund, og løber væk hjemmefra, ind til Herat for at besøge sin far. Da Jalil ikke har lyst til at inddrage en uægte datter i sit liv bliver Mariam til sin store skuffelse afvist, hvorefter hun tager tilbage til Nana. Nana har dog begået selvmord i afmagt over, at Mariam har svigtet hende, så nu er Jalil nødt til at involvere sig i Mariams liv.
For at slippe for skammen over at have en uægte datter boende bortgifter Jalil sin datter til Rashid, en langt ældre mand i Kabul. Rashid er ondskabsfuld og tyrannisk, og han bliver ikke mildere i sit væsen da det viser sig, at Mariam er ufrugtbar.
Pigen Laila bor sammen med sin mere velhavende familie på samme vej som Mariam og Rashid. Laila lærer om lighed og uddannelse fra sine forældre, og hun lever et almindeligt liv, hvor hun bl.a. leger med nabodrengen Tariq.
Da krigen kommer til Kabul bliver Lailas familie dræbt ved et bombeangreb, og hun er nu alene i verden. Rashid beslutter, at Laila skal være hans 2. kone, så Laila flytter ind i huset sammen med Rashid og Mariam. Det, der i starten er et uvenskab bliver langsomt et solidt venskab mellem kvinderne.
Slutningen skal ikke afsløres her, men for pokker, hvor er det en god historie med en god slutning!
Bogen handler om de to kvinders hverdag og om deres forhold til hinanden og til Rashid. Bogen beskriver livsvilkårene for kvinder under Taliban-styret, og fortæller om venskab og om at overkomme store besværligheder for at få et værdigt og tilfredsstillende liv.
“Under en strålende sol” er rørende, en sproglig fest, medrivende og en pageturner. Jeg kan ikke andet end at anbefale denne bog på det varmeste.