0 kommentarer

Ud i det u-løse af Signe Gjessing

af d. 9. september 2014
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

54

Udgivet

2014

ISBN

978-87-02-15072-8

 

”Ud i det u-løse” er en række for det meste luftige digte af den unge debutant Signe Gjessing. Titlen ”Ud i det u-løse” afspejler meget godt den aktivitet, som Signe Gjessing gør i sine digte. Hun bevæger sig ud i noget, som ikke er løst (men heller ikke nødvendigvis fast): Sproget, tingene, kroppene, relationerne, naturen. Én mulig fortolkning af denne aktivitet kan være, at Gjessing gør sine fantasier, forestillinger, fornemmelser og drømme (alt det løse, som kendetegner ungdommen) til noget mere fast ved netop af give disse ting form som skrevne ord. Samlingen kan gennem den læsning forstås som en ung piges forsøg på at finde ud af, hvor hendes indre verden med forestillinger og fantasier hører op, og hvor det mere faste, virkelige, reelle (som dog aldrig bliver helt fast men måske blot u-løst), begynder, og hvad der sker når den indre og den ydre verden mødes. Et tema heri er eksempelvis hvilken forbindelse hun som menneske har til naturen, hvis symboler hun ofte bruger til at ud
trykke sig i digtene.

Et tema i Gjessings samling er det, som bredt dækkes af ordet “Gud”, som Gjessing får brugt nogle gange. At en kvinde fra 1992 tager Gud direkte med i sine digte er opsigtsvækkende. I min læsning af samlingen bliver ordet “Gud” et vink med en vognstang til læseren om, at denne digtsamling skriver sig ind i den søgen efter noget ægte at tro på og forbinde sig til, som de yngre generationer er begyndt at hige efter. Jeg ved dog ikke, om det i sig selv gør Gjessings samling interessant.

Digtene er i mine øjne generelt lidt for tæt på det løse. På det flagrende, porøse og luftige. Det gør dem svære at gribe fat i som læser. Med Gjessings udgivelse på Gyldendal er det tydeligt, at det igen tilladt at skrive det luftige “måne” i dansk digtning – som Gjessing tydeligvis gør. Havet, månen, natten, stjernerne, planeter, fregner… Den får ikke for lidt. Hun dyrker disse ord, hvis betydninger og symbolik i lang tid har været floskler. Er det modigt netop derfor at lade sin lyrik have disse floskler som fundament? En slags genintroduktion af ordene i dansk lyrik? Det er her jeg tvivler. Netop på grund af kvantiteten af disse ord i samlingen. Et eksempel: “Jeg overnatter hos natten. Ruden er / drivglas, der river sig løs / fra et ømt punkt: et nattesyn. / I ly for småsnakkende / enge. / Nattergalen knitrer som / antændt sang. / poser under øjnene er det eneste brænde, / der duer. / / Vindene sidder på stole og venter, ligesom mig er de oppe.” Dette digt bliver i mine øjne fo
r flagrende og flyvsk og siger (mig) derfor ikke noget.

Jeg synes, at man skal læse Signe Gjessing, for der er gode ting at komme efter, som kontrasterer alle himmellegeme-ordene. Ozonlaget nævnes, hinkesten nævnes, burkaer nævnes. Det giver kant. Men jeg synes også, at Signe Gjessing næste gang, og hun har jo skud nok i bøssen, dette var kun første forsøg, skal bevæge sig lidt længere ud i det u-løse.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter