194
1999
87-21-01196-6
Tuesdays with Morrie
Som ung studerende møder Mitch Albom op til en undervisningstime og en lærer, der kommer til at forandre hans liv drastisk. Underviseren hedder Morrie Schwartz, og han er ikke helt almindelig.
Morrie er en ukuelig optimist, der behandler sine medmennesker med respekt og som altid sætter mennesker før materiel velstand. Morrie er en underviser, der gør indtryk på alle – en person alle har respekt for og en person, som alle kan lide.
Efter endt studie mister Mitch kontakten med sin gamle lærer, fordi han får travlt med at tjene penge og gøre karriere – indtil Mitch ved et tilfælde zapper gennem tv-kanalerne og ser et indslag med sin gamle lærer.
Morrie er blevet en ældre herre, – og han er blevet dødeligt syg, men en journalist har opsporet Morrie for at lave et interview med ham. Et interview, der handler om livets mening og om at nyde livet selvom man er syg.
Mitch Albom rejser til Morries hjem for at besøge sin lærer, og det ender med, at Mitch besøger Morrie hver tirsdag, indtil Morrie tager afsked med livet. Under sine besøg hos Morrie føres der lange og dybsindige samtaler mellem Mitch og Morrie om livets mening, kærlighed, anger, døden – alle de store ting i livet. Under disse samtaler bliver Mitch klogere på sig selv og på de beslutninger han har truffet i sit liv.
“Tirsdage med Morrie” er en biografi – dels over Mitch Alboms liv, men især over Morrie Schwartzs liv. Bogen fortæller om en person, der gjorde et uudsletteligt indtryk på andre mennesker – en person, som vi andre kunne lære meget af. “Tirsdage med Morrie” er velskrevet, underholdende og lærerig – og bogen bør læses af alle mavesure danskere, der kunne trænge til en lektion i at påskønne tilværelsen.