Tintin i Sovjetunionen af Hergé

Jeg har ikke læst ’Tintin i Sovjetunionen’ siden jeg gik i folkeskole. Der var nu ikke mange tegnese­rier på skolebiblioteket som jeg husker det, men der var dog det sort/hvide album ’Fra Hergés arkiv’ (1975), der også indeholdt historien om patruljeføreren Totor, der var endnu tidligere end Tintin. Det var derfor jeg med glæde åbnede Cobolts farvelagte udgave og genoplevede det første eventyr. Danmark er kun det andet land der udover Hergés hjemland, Belgien, udgiver det farvelagte album.

Historien er meget enkel. Tintin bliver sendt til det kommunistiske Sovjetrusland som reporter, for at udpensle bagsiden af det sovjetiske paradis. Han kommer ud for adskillige attentatforsøg, faktisk allerede på side 1, og som vanen tro, slipper han ud af dem alle, ofte med Terrys hjælp.

Albummet blev lavet af den kun 21 årige Hergé i 1929 og skulle blive starten på en af de mest læste og elskede tegneserier i verden. Jeg har naturligvis læst dem alle, men er langt fra en ægte feinsch­mecker. Jeg har kun på afstand betragtet de store diskussioner om den ene eller anden oversættelse af værkerne på dansk, samt racisme diskussionen der pludselig dukkede op, pga. ’Tintin i Congo’. For mig er Tintin stadig en herlig oplevelse, og det var dette album bestemt også. Selvom Hergé selv mente, det var dårligt tegnet, så vil jeg nok hellere betegne det som ’tidligt’ tegnet. Han fandt hurtigt sin egen stil og holdt ved. På samme måde vil jeg heller ikke sige, at de tidlige Blueberry al­bum var dårligt tegnede, Giraud blev bare bedre og bedre med årene.

Der er fart over feltet i dette første album, der bliver ikke brugt meget tid på at tænke og konklu­dere, som i de senere værker. Ligeledes er der en del falden-på-halen komik i Chaplinsk stil. På den måde er det meste meget tilforladeligt, og de helt yngste læsere kan være med her. Men det kan vi ældre nu også. Jeg kom i hvert faldt til at grine mere end én gang, især af Terrys geniale kommenta­rer. Ligeledes sidder Niels Søndergaards fine oversættelse lige i skabet, som f.eks. bådføreren Stopovanskij.

Cobolt har medsendt et godt og informativt pressemateriale. Der er sikkert helt strikse regler for en sådan udgivelse, men det kunne have været godt at have haft det med i bogen som ekstramateriale. Især interviewet med den kunstneriske leder af Studios Hergé, Michel Bareau, var spændende. Det har taget halvandet år at farvelægge albummet, og der er virkelig blevet lagt et stort arbejde og man­ge overvejelser i det.

’Tintin i Sovjetunionen’ er et meget flot værk, og det føles som om ringen er sluttet nu, hvor alle al­bums findes i farver. Og så giver det mig lyst til at læse alle de andre albums igen!