319
2018
9780062679109
Hvis man skal pege på en bestemt forfatter, der har førertrøjen indenfor gysergenren for tiden, så må det bestemt siges at være Paul Tremblay. Og inden jeg går i gang med selve anmeldelsen, så bliver jeg lige nødt til at sige, at jeg knuselsker alt, hvad Paul Tremblay laver. Jeg har læst samtlige af hans romaner, og venter med spænding på hans nyeste novellesamling. Tremblay har nemlig formået at gøre det, som mange andre gyserforfattere aldrig har lykkedes med. Han er nemlig trådt ud af Stephen Kings skygge, og har skabt romaner der er mindst lige så, hvis ikke mere fantastiske end Kings. Han sprudler af fortælleglæde, skriver begavede historier og det foregår alt sammen i samtiden. Romanerne indeholder almindelige hverdags karakterer, som vi alle kan spejle os i, og det er lige præcis de personer, som han udsætter for noget af det mest forfærdelige. Som den garvede læser sikker ved, så var Stephen King i mange år kendt som The King of horror, og jeg benægter heller ikke at han fik produceret nogle fantastiske værker, der den dag i dag må regnes for klassikere. Et par eksempler som er værd at nævne er IT, The Shining, The Dark Half og Cujo. Men efterhånden som King steg i popularitet begyndte han at ryste på hånden, og det gavnede på ingen måde forfatterskabet. Hans romaner blev, ifølge min mening, gradvis længere og længere, og historierne blev kortere og kortere. Som en garvet King læser føltes det som om, at forfatteren var gået i stå, og ikke havde meget nyt at fortælle, for historierne foregik ofte stadig i de samme byer(Castle Rock og Derry), og med den samme type personer. Derfor er det befriende at læse en så skarp og nyskabende forfatter som Paul Tremblay. I er vist efterhånden ikke længere i tvivl om, at jeg kan lide forfatteren, vel.
Nå, det var vist nok fanboy-snak for denne gang. Videre med anmeldelsen. The cabin at the end of the world tager sin begyndelse ude i den dybe skov, hvor det homoseksuelle ægtepar Andrew og Eric, er taget på en mindre ferie i en hytte. Med sig har de deres adopterede, kinesiske datter Wen. Alt er pakket og klart og familien ser frem til en fredelig ferie, hvor de kan glemme hverdagens problemer og presset fra arbejdspladserne. Derfor har familien også aftalt at der hverken skal mobiltelefoner, tablets eller computere med på ferien. Der er tale om en rigtig familietur, hvor de skal komme hinanden ved. Men det siger sig selv, at alting bestemt ikke går som planlagt. For en dag sidder Wen og leger et stykke fra hytten, da en mærkelig mand i kedeldrag dukker op. Manden kalder sig Leonard, og han virker venlig i begyndelsen. Han snakker med Wen og lære hende langsomt at kende. Men på et tidspunkt afsløre han overfor pigen, at noget grusomt snart skal ske. Men Wen, der ikke er mere end syv år gammel, forstår naturligvis ikke, hvad Leonard mener.
Til Wens store overraskelse, viser det sig at Leonard har to allierede med sig. Alle er de af den opfattelse, at jorden er ved at gå under. Den information har de fået at vide under en form guddommelig vision, og det eneste der frelse kloden er, at de besøger præcis den hytte, som Wen, Eric og Andrew bor i. Derfra tager tingene fart, og inden læseren når at opfatte, hvad der sker, bliver Wen, Eric og Andrew overfaldet og holdt fanget i hytten. Uden at de tre hovedpersoner ved det, står de nu overfor det hårdeste valg i deres liv. En af dem skal nemlig firvilligt lade sig dræbe som en form for sonoffer, og det er op til Eric, Andrew og Wen at bestemme, hvem af dem det skal være.
Tremblay er en forfatter som er let at læse, fordi han i høj grad arbejder med en form for minimalisme i sine bøger. Han skærer helt ind til benet i sine fortællinger, og bringer læseren så tæt på hovedpersonerne som overhovedet muligt. Det som virkelig fungere godt i Tremblays bøger, og især i Cabin at the end of the world, er at hans sprog og dialog har en oprigtighed over sig. Sproget er i øjenhøjde med læserene, og han beskriver hverdagen som vi alle kender med kedelige jobs, problemer med at få familielivet til at hænge sammen, regninger der skal betales osv.
For mig er Paul Tremblay en af de bedste forfatter, der skriver i dag. Ikke bare fordi jeg elsker gys og spænding, men simpelthen fordi at han er så suveræn, at mange andre forfattere kunne tage ved lære af ham. The Cabin at the end of the world er en af de absolut bedste bøger, som jeg har læst de sidste år. Så hvis du er til uhygge, begavede historier og skarpe forfattere, så vil jeg virkelig anbefale sig at læse den.