474
2012
978-87-7128-082-1
Telegraph Avenue
1.udgave
‘For meget af det gode – er skønt’ sagde Mae West engang. Men hun er jo også amerikaner, og over there elsker mange som bekendt alt i store kvanta. Mantraet ‘less is more’ slog aldrig rigtigt igennem.
Michael Chabon er en forrygende velskrivende, amerikansk forfatter med det krøllede hoved fyldt af snurrige indfald og syret-sjove personager. Manden er dybt original og har skrevet et par rigtigt gode, kritikerroste og prisbelønnede bøger: “Den utrolige historie om Kavalier & Clay” og “Det Jiddische Politiforbund”.
MEN han har en tendens til at overgøre tingene. I sin nyeste roman, “Telegraph Avenue”, kammer han helt over. Han nipser og broderer og pynter og overlæsser, så dét, der ved første øjekast er en masse virkeligt morsomme og barokke situationer skrevet i fuldkommen virtuos stil, lynhurtigt forvandler sig til et litteraturens svar på en bryllupskage i otte etager skabt af en konditor med ambitioner om at overgå den franske solkonges overdådige bygningsværker. Merde alors!
Handlingen finder sted på og omkring Telegraph Avenue, Oakland i Californien. Her lever det sorte par Gwen & Archy og det jødiske par Aviva & Nat deres omtumlede liv omgivet af muntre venner og spøjse familiemedlemmer. Gwen og Aviva har en jordmodertjeneste, hvor de blandt andet forløser kvinder, der ønsker at føde hjemme – og skændes med bedrevidende sygehuslæger, når fødslerne trods alt bliver for komplicerede. Archy og Nat har en skrantende forretning med brugte LP’er, der er udsat for mildest talt hård konkurrence. Archy har desuden lidt på grisebassen ved siden af – og en søn på gule plader, der pludselig dukker op og fordrejer hovedet på Nats bøssede søn. Og så videre…
Det sku’ vær’ så godt og så’ det faktisk skidt. Det’ for meget!
Mental note: Aldrig-aldrig mere læse Henrik Palles boganmeldelser i Politiken. Fyren elsker amerikanske tv-serier og svulstige burgere (og fred være med det) – og tror åbenbart, at litteratur, der kombinerer disse lækkerier, må være verdensklasse. NOT.