Syner og fristelser af Harald Voetmann
172
2015
978 87 02 17832 6
1. udgave
Omkring år 1050 rammes munken Othlo af St. Emmeran af svær sygdom under middagen på klostret. Han falder så uheldigt, at vællingen vælter ned i hovedet på ham og slører hans blik. Men i stedet for at blive bange fryder den syndige Othlo sig over stadig at være i stand til at se Herrens lys gennem vællingesløret.
Hans brødre bærer ham ind I et tomt kammer, hvor de reder ham et leje af skiden halm. En broder vasker vællingen af Othlos ansigt, og imens betragter Othlo klaserne af blodfyldte blærer på den anden munks isse. Tilsyneladende vokser blærerne ud indefra. Som en slags – hjernebær.
I de følgende timer og dage ligger Othlo i en art delirium, hvor han drømmer eller forestiller sig en rejse ned i Helvedes uhellige haller. Her havner synderne fra det jordiske liv.
Tidligere rovgriske rigfolk må under ulidelige smerter flå tænder og negle ud og sælge dem for blot at få lov til at sutte på lidt rådden krabbe. Jøderne kopulerer med store hunsvin, æder deres skarn og må konsultere de ækle dyr for at afklare deres uendelige stridigheder.
I det stedlige bordel skampuler faldne engle jordens afdøde syndere af begge køn. Deres afkom – flyvende skamlæber og røvhuller (Æwrhul?) med kindbakker – overfalder den forbipasserende Othlo og, o ve, vækker hans dulgte lyster.
– Ej, helt ærligt!? hører man en forarget læser ymte…
Jow jow. Munken Othlo har skam eksisteret i virkeligheden. Han trissede rundt på Guds grønne jord for godt tusind år siden og skrev lærde, latinske værker om sine syner og fristelser.
Men ak, til Othlos store uheld har den skælmske, danske forfatter Harald Voetmann hørt om disse skrifter, og så får munkens liv og tanker ellers en gevaldig tur i vridemaskinen. For Voetmann er et tidselgemyt, en skørlevner, et syrehoved, en ualmindeligt dannet og talentfuld skriverkarl, der elsker at smovse og svælge i alskens svinskheder.
Fækalier, urin, blod og sperm driver ned ad siderne i ”Syner og fristelser”, veritable tarmtapeter væves frem for læserens pludseligt betændte øjne. Og det mest forunderlige er, at man nyder hver en verbal uhumskhed, fniser fjoget ad de konstant fjærtende munke og føler sig overdådigt underholdt af det forskruede tankegods om synd og frelse hos religiøse fundamentalister, som Voetmann diabolsk stiller til skue.
Af hjertet: Skide tak, Harald.
