Stockholm delete af Jens Lapidus

En mand bliver fundet med ansigtet skudt til ukendelighed i et øde hus på Värmdö. Hvem er han? Det er satans vigtigt, hvem manden er… Udenfor sidder unge Benjamin hårdt kvæstet i en bil. Han mistænkes for mordet, men vil ikke sige andet, end at Emelie skal være hans forsvarer. Til Emelie siger han, at Teddy vil forstå.

Teddy er tidligere gangster og var for ni år siden med til at kidnappe Benjamins far, angiveligt, fordi han havde noget snavs på sin computer, der ikke måtte komme ud. Men hvem bestilte egentlig bortførelsen? Satans vigtigt spørgsmål.

Emelie giver sig, stik mod arbejdsgiveren, det mondæne erhvervsadvokatkontor Leijons, normale praksis, til at grave i den spegede sag sammen med Teddy, der i dag er en art privat efterforsker. Ansat af Leijon. Og det er et hvepsebo, de stikker fingrene i. Beboet af syriske og assyriske gangstere, der hader hinanden, men er fælles om en menneskeforagtende hensynsløshed og en grådighed uden grænser.

I kulissen lurer til overflod en bande serbiske gangstere, hvoraf overhovedet for klanen i sin tid var medlem af de berygtede Arkans Tigre. Værre fås de ikke. Og det får Teddy, der selv er serber, at føle på den hårde måde. Men Teddy kan også nogle beskidte kneb. En blodig krig kan begynde; og et spil med mange ubekendte. For bag alle disse banditter gemmer sig nogen, der er endnu mere fæle.

“Stockholm delete”, syret titel, ikk? Forklaringen kommer først sent, men den er fandme i orden. En af de bedste bogtitler ever, faktisk.

Det er 2. bog med det umage makkerpar, pæne Emilie og rå Teddy, og den er på én gang vældigt spændende og vældigt kringlet. Der optræder et hav af eksotiske personer, både i fortid og nutid, og deres indbyrdes relationer er en del af mysteriet – så det gælder om at holde slikkepinden lige i munden.

Gad vide, om nogen skandinavisk forfatter er mere dus med de kriminelle cirkler end Jens ‘snabba cash’ Lapidus? Deres jargon, deres metoder, deres miljø – alt virker ekstremt autentisk. Og derfor ret uhyggeligt. Kulsort, faktisk.

Med alderen har Lapidus ramt en skrivestil så hårdkogt som en James Ellroy i sine senere bøger. Brutalt ordknap, grænsende til det telegramagtige. “Riche: klasse, stil, mægtig til people-watching. Stockholms bedste frokostrestaurant i generationer og om aftenen – den tidløse bar numero uno.”

Eller denne her, om gutternes motivation: “Hurtig cash – drive gennem livet som glidecremeimprægnerede pikke…”

Udsagnsord, bindeord spares væk overalt: erstattes af kolon. No shit. Alt sammen cool nok på skrift. Men når stilen også (mis)bruges i afskrifter fra båndede samtaler, knækker filmen. Come on, Mr. Lapidus, INGEN taler på den måde!

Men alt i alt: sej bog. 2016: sådan er stilen. Dig: er du med? Eller mod?

Lån bogen på Bibliotek.dk