0 kommentarer

Sommerfugledalen – et requiem af Inger Christensen

af d. 5. september 2016
Info
 
Sideantal

20

Udgivet

2016

ISBN

978-87-91204-37-1

 

Da Inger Christensen døde i 2009 slukkedes en lysende stjerne på den danske digterhimmel, hun var på mange måder en suveræn digter, der gennem hele forfatterkarrieren gjorde sig bemærket med sanselige digte, der gjorde indtryk på læseren. Udover sin forfattervirksomhed var hun også medlem af Det Danske Akademi, Bielefelder Colloquium og Académie Européenne de Poésie, så man kan dårligt benægte, at hun var en meget aktiv figur i litteraturens verden.

”Sommerfugledalen” er måske nok Inger Christensens kendteste digtsamling (udover ”Det”, der udkom i 1969).

”Sommerfugledalen” udkom første gang i 1991 og består af 14 digte, der tilsammen udgør en sonetkrans (der er et fancy ord for en samling af 14 sonetter i samme værk). Det betyder, at den sidste linje i første digt (eller sonet) er også den samme sætning, som starter bogens andet digt (eller sonet). Uvist af visse årsager fungerede den opbygning eller struktur rigtig fint for denne anmelder, der sandt at sige var fjantet med den intensitet digtene får ved denne gentagelse.

Digtene (jeg kalder dem digte og ikke sonetter) kredser om to temaer: døden og afdøde mennesker samt naturen og menneskene i Brajcinodalen i Makedonien; et landligt område, som Inger Christensen besøgte da hendes digtsamling ”Det” skulle udkomme på makedonsk.

Når man læser digtene fornemmer man, at Brajcinodalen er et naturskønt, men også øde og lidt tilbagestående område, hvor tiden synes at være gået i stå. Digtene beskriver især naturen i området og de sommerfuglesværme, der i Inger Christensens øjne ”stiger op fra jordens indre”.

Fælles for digtene er, at de både er sanselige og stemningsfulde, men digtene indeholder også rige på billeder, der tager læseren med på vandreturene i Makedonien. Det er i det hele taget en både betagende og elegant digtsamling, som forlaget Brøndum har valgt at genudgive i 2016, og det falder mig uendeligt vanskeligt at skulle finde noget dårligt at sige om ”Sommerfugledalen” – det er ganske enkelt en meget smuk, meget fin og gennemarbejdet digtsamling, som jeg helt sikkert vil læse flere gange i årene der kommer.

Lån bogen på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter