374
2010
978-87-638-0911-5
Godset Liljenholm danner rammen om denne gotisk inspirerede roman af Leonora Christina Skov. Liljenholm-familiens ry er ikke uden pletter. Det siges, at alle kvinderne føder tvillinger, hvoraf den ene altid bliver sindssyg. Det siges også, at godset er hjemsøgt af spøgelser, og at flere af familiens medlemmer er mordere.
Nu ligger den berømte skrækroman-forfatter Antonia von Liljenholm for døden, og hendes datter Nella tager tilbage til godset for at forsone sig med moren og tage afsked. Med i toget er også en fremmed, som kort efter dukker op på Liljenholm. Godset gemmer nemlig på en forfærdelig hemmelighed, som har noget med Nellas fortid at gøre.
Det er svært at fortælle særlig meget om handlingen uden at komme til at afsløre for meget. F.eks. finder vi først ud af, hvem fortælleren er halvvejs inde i bogen, og hemmeligheden, der driver fortælleren til Liljenholm, afsløres først til allersidst. Historien fortælles nemlig som et puslespil. Vi får en brik i et hjørne, så en brik fra det modsatte hjørne, og til sidst afsløres det fulde billede, som i dette tilfælde dog ikke er en flot solnedgang, men en dyster historie om familiehemmeligheder, fortielser og løgne.
Leonora Christina Skov er en utrolig teknisk dygtig forfatter. Tidligere har hun bl.a. skrevet romanerne “Rygsvømmeren” og “Champagnepigen”, men “Silhuet af en synder” er en helt anden type roman. Der er ingen tvivl om, at Leonora Christina Skov mestrer de træk og fortælle-elementer, som hører til i en gotisk roman, men alligevel føltes det lidt som en stiløvelse i starten af romanen. Efterhånden som flere lag afdækkes, bliver tonen dog mere og mere ægte, og de sidste 100 sider slugte jeg i en mundfuld.
Alt i alt følte jeg mig ganske godt underholdt af “Silhuet af en synder”. Her er både incest, galskab, homoseksualitet, spøgelser og skumle herregårde, og det hele fortælles med charme og overbevisning – især mod slutningen af romanen hvor trådene snos sammen til en sammenhængende historie.

