0 kommentarer

Det levende bjerg af Nan Shepherd

af d. 8. juli 2022
Info
 
Sideantal

160

Udgivet

2022

ISBN

9788793895218

Originaltitel

The Living Mountain

 

”Det ses bedst om morgenen, når klipperne er rosenrøde. Fænomenet varer omtrent en times tid, hvor klippevæg efter klippevæg gløder rosenrødt for atter at falme, selvom de under indflydelse af visse luftforhold kan gløde længere, ligesom jeg i intens sommervarme har set ikke kun kedeldalene, men hele plateauet ulme i glødende violet indtil middagstid…” (s. 61)

Forfatteren Anna (Nan) Shepherd beskriver sit intense forhold til det at vandre i bjergene i det skotske højland, især Cairngorm-bjergene. Man fornemmer en dyb kærlighed til naturen – og især til de kreationer og ”væsner”, som bjergene er. Deres majestætiske stilhed, deres foranderlighed i farvespil og udtryk i forskelligt vejrlig. Efter et langt godt og informativt forord og endnu et af Nan Shepard selv, med opfordring til at passe på naturen, er skildringen delt op i 12 temaer, alle beskrevet med intense sansninger.

“Det levende bjerg”, som forlaget omtaler som et af de væsentligste udtryk for ”nature writing” i det 20. århundrede, består af meget detaljerede beskrivelser af de bjergture, som Nan Shepherd har vandret i alt slags vejr året rundt. Det er dels nøgterne observationer, der ”optegner” bjergkamme og -tinders placering, kløfter, højtliggende søer og kilders fald. På én måde kunne man kalde romanen ”upersonlig”, fordi blikket er vendt ud ad på det, vandreren observerer. Men samtidig ligger der i de minutiøse observationer en dyb personlig eller intim oplevelse. Der er intet normalt plot med handling, men indlever man sig i de tætte beskrivelser – og det vil måske hjælpe, hvis man selv har prøvet at vandre lidt i bjerge – rækker forfatterens egen kærlighedsfølelse til bjergenes natur ind til læseren og byder en at følge med til de mest klare bjergsøer og kigge ud over de stejleste kløfter og tinder, hvilket giver en anden form for ”spænding”. Man skal lige give det lidt tid, før følelsen indfinder sig.

”Så er jeg igen på bjergplateauet….

Som jeg står der i stilheden, bliver jeg klar over, at stilheden ikke er fuldkommen. Vandet taler….

Dette er floden Dees kilder… Vand, dette kraftfulde, hvide stof, et af de fire elementære mysterier, kan her betragtes ved sit udspring…

Det vælder frem af klippen og flyder væk. Siden tidernes morgen er det vældet frem af klippen og flydt væk. Det gør intet, absolut intet andet end at være sig selv…” (s. 63)

Nan Shepherd skrev ”Det levende bjerg” under 2. verdenskrig, men først i 1977 valgte hun at udgive bogen, ”The Living Mountain”.  Nu udgivet af ”A Mock Book”, med oversættelse af Kirstine Ersbøll Meyhoff & Eva V. Ersbøll”

Kan absolut anbefales som en poetisk kærlighedserklæring til bjergenes natur og den væren, man opnår i deres og naturens selskab.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter