1 comment

Sådan overlever man alt af Ewan Morrison

af d. 12. januar 2023
Info
 
Sideantal

327

Udgivet

2023

ISBN

9788797388426

Originaltitel

How to survive everything - oversat af Rasmus Hastrup

Udgave

1. udgave

 

”Jeg er stadig i live, og hvis du læser det her, betyder det, at du også stadig er i live.”

Sådan starter 15 årige Haley sin pandemiberetning. Hun er i hvert fald 15 mens begivenhederne finder sted, men i skrivende stund kender hun ikke sin præcise alder, eller om hun er død, når vi læser hendes ord.

Hun og hendes 6 årige lillebror bliver kidnappet af deres far, uden de helt ved det, måske skal de bare på eventur, som de har kaldt alle barndommens ture, hvor deres far har forberedt dem på en kommende pandemi. Men de ender langt fra civilisationen, i et hegnforskanset område, for deres far er sikker på, at en ny og endnu dødeligere pandemi er brudt ud, fem år efter Covid-19.

Her skal de leve sparsommeligt, uden nogen form for kontakt til omverdenen, og være selvforsynende. Sammen med tre andre voksne preppere og 16 årige Danny, og senere støder deres rasende mor til.

Historien er fortalt med en 15 årigs humor, og selv om det ikke lige er en genre der behager mig, så virker det rigtig godt. Jeg har altid været lidt træt af, når vigtige emner skal belyses via humor, men hvis bogen var fortalt i ren alvor, ville den blive rigtig tung, trist og svær at komme igennem.

Haley er en rigtig antihelt, hun laver fejl på fejl og er langt fra perfekt. Hun er i konstant konflikt med alt og alle og ikke mindst sig selv. Forældrene er totale modsætninger, begreber som dysfunktionel og passiv aggressiv beskriver især moderen, og faren er helt væk i prepper sager, har ligefrem skrevet en manual til hvordan man overlever en pandemi. Moren har altid ment han var syg i hovedet. Det er den situation, Haley står i. Hvem kan hun stole på? Skal hun tage faren side, eller morens? Og midt i det hele står 6 årige Ben, der ikke fatter en bjælde, og han skal hele tiden skånes og trøstes i de vanvittige scener der udspiller sig.

Og det store spørgsmål bogen igennem er også, om der overhovedet er en ny pandemi, eller er de små brudstykker de ser blot fake news?

Ewan Morrison er fremragende til at sætte sig i en 15 årig piges sted, og bogen er både sjov og spændende, men også temmelig tankevækkende. På min notesblok har jeg ved punkt 4 skrevet: Jeg håber ikke han har ret! Morrison er selv prepper, dette blev han for flere år siden af en helt anden grund. Han er sikker på, at Covid 19 blev lukket ud fra et US funderet laboratorium i Kina, og at næste pandemi bliver endnu værre. Det sidste tror Bill Gates i øvrigt også. Det er nedslående.

Det er en højest vellykket roman. Jeg fandt den for lang under læsning, men efter den blændende slutning og helheden taget i betragtning, ser jeg helt anderledes på den. Måske uforglemmelig, det vil tiden vise, jeg vil i hvert fald sent glemme en gruopvækkende operationsscene og det helt igennem fantastiske kapitel Opvågning.

Der var lige lovlig mange slåfejl igennem bogen, ellers er det en fin oversættelse af altid blændende Rasmus Hastrup. På Screaming Books sociale medier kan man læse 10 spørgsmål til forfatteren og hans enormt uddybende og interessante svar.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter