Under brostenene er der strandsand af Leena Krohn

Emils forældre er gået fra hinanden, og Emil er flyttet med sin mor til byen, hvor de bor i en etageejendom. Han savner sit gamle hjem og sin kernefamilie. En dag opdager han, at en af de nye naboer ikke er som mennesker er flest. Faktisk er han slet ikke noget menneske. Han er en pelikan. Men ingen af de voksne ser ud til at bemærke det. Iklædt tøj og sko ser ingen dens fjer og store næb, med undtagelse af Emil.

Emil og pelikanen bliver langsomt venner. De er et umage makkerpar. Pelikanen fortæller Emil og sin rejse fra pelikan til menneske, og Emil lærer pelikanen at læse. For pelikanen vil så gerne vide alt og mere til om menneskets verden. Og selvom man ikke skulle tro det, har en dreng og en pelikan mere til fælles end man skulle tro – især i kraft af de begge er langt hjemmefra.

Leena Krohn skrev bogen om venskabet mellem en pelikan og en dreng som en børnebog. Jeg tænker, den henvender sig til større børn, ikke kun på grund af længden og fraværet af billeder, men også da den til tider tager alvorlige emner op. Bogen kan i lige så høj grad læses af et voksent publikum. Især dem, der ikke har noget imod den i bund og grund absurde præmis det er, at voksne ikke kan kende forskel på et menneske og en pelikan – i hvert fald så længe pelikanen har tøj på. Bogen tager både lette og alvorlige emner op, når menneskets verden beskrives af en pelikan, der oplever den for første gang. Det er en underfundig bog.

Anmeldereksemplar

lån bogen på biblioteket