364
1999
8760809337
The Simple Truth - oversat af Per Vadmand
1. udgave
I et ustyrligt raserianfald lukker den sorte soldat Rufus Harms sine kolossale næver om den lille, hvide piges spinkle hals og klemmer til. Barnet har ikke en chance, og de næste 25 år tilbringer Rufus i et topsikret militærfængsel omgivet af foragt, had og voldelige cellekammerater.
Den dybt religiøse morder begriber ikke, hvad han selv har gjort, men der hersker ingen tvivl om hans skyld. Der var nemlig fem vidner til udåden, og de vil nu gå til yderligheder for, at Rufus forbliver bag tremmer. Hver især har de deres grunde til, at sandheden om Rufus’ gerninger begraves uden for offentlighedens søgelys.
Mod alle odds slipper en appel om nåde igennem til selveste USA’s Højesteret. Her finder den nidkære dommerassistent Michael Fiske appellen, før den bliver alment kendt, og begynder i det skjulte at grave i sagen. Snart findes han myrdet i sin bil et skummelt sted i Washington DC.
Michaels bror John og hans kollega Sara synes begge, der er noget mystisk ved Michaels pludselige død. I fællesskab prøver de at søge om bag de lidt for oplagte spor, som morderen har lagt ud, men stærke kræfter arbejder mod dem.
En anden dommerassistent findes myrdet, FBI blander sig i efterforskningen, højesteretsdommerne skændes indbyrdes – og John og Sara finder ud af, at de faktisk ret godt kan lide at være sammen. Især på Saras lille båd sejlende rundt på Potomac River i de sene nattetimer.
David Baldacci har skrevet en klassisk amerikansk thriller, hvor heltene skal så grueligt meget igennem, og hvor skurkene alle sammen har kolde øjne og er blottede for menneskelige følelser. ”Sandhedens time” er dybest set lige så banal som sin danske titel, men også spændende på den der uforpligtende måde, som mange amerikanske forfattere er eksperter i.
”Sandhedens time” kort fortalt: Udmærket underholdning, hurtigt glemt. Perfekt til en regnvejrsdag, hvor alternativet er tøjvask og støvsugning.

