Røde dage af Einar Már Guðmundsson

Den unge Ragnhild har fået fniller af at sidde i landsbyens barndomshjem og se dagene glide forbi. Hun har storbyen på nethinden, og tager bussen til Reykjavik, hvor der ifølge hende mor kun hersker uhæmmet anarki. Den naive pige kommer dog ikke helt uskadt fra mødet med storbyens svindlere, new age-healere, ægteskabs- og arbejdsformidlere og bogens absolutte kernefigurer, de unge røde, der har idealismen brændende i sig. Gudmundsson bruger reelt Ragnhilds historie som ramme om de unge moderigtige venstreorienteredes gøre og laden i 70’erne. De er meget tit i konfrontationer med politiet, så der er smæk for skillingen mange steder i bogen.

Sproget virker som om det er forfattet med en legende lethed, der er noget særdeles utvungent over islændingens prosa. Samme lethed gør sig gældende for læserens møde med teksten, på trods af Gudmundssons allestedsnærværende billedsprog.

Som noget nyt gør Gudmundsson for første gang i forfatterskabet brug af decideret dialog. Lad os slutte denne anmeldelse af med den arbejdsløse Ragnhilds møde med en mulig arbejdsgiver, der kun har ‘enkelte jobs for stærke mandfolk’:

“Mandfok!” bed hun ham af. “Er det en ufravigelig betingelse, at man skal have en pik, før man kan få sig et arbejde?”

“Du giver i hvert fald ikke dig selv nogen god anbefaling som arbejdskraft.”

“Fordi jeg ingen pik har, eller hvad?”

“Pik! Pik! Hvad skal det til med den pikkesnak, tøs? Du befinder dig i en offentlig institution og bruger en beskidt kæft.”

“Så længe det er så vigtigt at have en pik, kan jeg ikke se der er noget beskidt i at nævne den ved navn.”

Fandenfiseme fantastisk.

Lån bogen på biblioteket