255
2007
978-87-638-0521-6
Partir
Sammenlignet med andre arabiske lande går det godt i Marokko. Siden Mohamed VI blev konge i 1999, har landet været igennem en række reformer, som har betydet en klar forbedring af den almindelige marokkaners liv. Der er nu ingen tilfældige anholdelser og ingen tortur, der er en vis grad af pressefrihed, der er ligestilling på et næsten europæisk niveau og en relativt god infrastruktur.
Det betyder dog ikke at Marokko ikke stadig har store problemer at slås med. Et af dem er den skræmmende høje ungdomsarbejdsløshed, der betyder, at selv højt uddannede unge mennesker, henslæber et liv i fattigdom og håbløshed, uden udsigt til nogensinde at få det liv de ønsker.
Dette er temaet i Tahar Ben Jellouns ”Rejsen”. Azel bor med sin mor og søster i Tanger. Han har studeret jura i Rabat, men da der ingen job er at få, kan han ikke bruge sin uddannelse til noget. Hans dage går med at sidde på cafe med sine venner, drikke kaffe, ryge vandpibe, sende længselsfulde blikke mod de fjerne lys på den spanske kyst og drømme om at rejse væk. Næsten hver dag hører de om både med illegale flygtninge, der er gået ned i Gibraltarstrædet og alligevel kan de ikke tænke på andet end at rejse, tage chancen og hoppe i en af de overfyldte både, for en gang imellem lykkes det jo. Det er trods alt kun sølle 14 kilometer, der skiller de to lande, en afstand så ubetydelig, at det næsten er ubærligt.
Da Azel møder den excentriske kunsthandler Miguel, åbner der sig dog en mulighed for at komme til Spanien på lovlig vis: som Miguels elsker. Azel er egentlig ikke til mænd, men han er desperat og takker trods betænkeligheder ja til tilbuddet.
Den første tid i Spanien er god for Azel, Miguel giver ham et job, han har penge og frihed og da det lykkes ham at få søsteren til landet, gennem et pro forma-ægteskab med Miguel, synes det alligevel at være prisen værd, for for første gang i sit voksne liv, har han nu rent faktisk håb og udsigter for fremtiden. Men ak, skæbnen vil det anderledes og glæden varer ikke ved. Han kan ikke længe fornægte sig selv, hverken sin seksualitet eller sin baggrund, og langsomt, men sikkert, går han til grunde.
Det er en vigtig historie Tahar Ben Jelloun har sat sig for at fortælle og skønt det måske ikke er den bedste han har skrevet, er det dog et gedigent stykke romankunst; velskrevet, ofte rørende, til tider endda rystende, med et væsentligt og ikke mindst højaktuelt stof.