Denne lille digtsamling af Piet Hein er inddelt i to halvdele – både i opsats og tematik.
Første del centrerer sig om menneskets tvangsprægede opdeling af psyke og fysik.
“Husk paa: din jordevej skal være smal. / At ikke leve det er livets kald. / Det gælder om at gøre verden trang / og gemme hjertet bag en snæver skal.”
Digtene er påmindelser om, hvor vigtigt det er at leve livet og om, hvor trist livet bliver, hvis man stiller lighedstegn mellem ægte kærlighed og åndelig kærlighed og således fraskriver den fysiske del af kærligheden. Det er erindringen om en tid, hvor mennesket ikke var delt i to, en tid, hvor mennesket var LEVENDE og ikke blot stræbte efter at beherske sig.
“Gaa uden vaklen / livets krav i møde! / Vi faar kun éngang tilbudt / verdens grøde / Og vi kan sove ud, / naar vi er døde.”
Anden del af digtsamlingen centrerer sig endnu mere om den fysiske kærlighed mellem to mennesker, men også med forelskelsen, foråret og sommeren. Om at se med alle sanser og om at glædes over det umiddelbare og det nærværende.
“Da Gud ville opfinde noget som ikke / var spil eller sport eller mad eller drikke / og dog var en verden af legende hvile / hvori vore sind kunne smelte og smile, / da delte han mensket i kvinden og manden / og skabte den leg de kan ha med hinanden.”
Der er meget at smile af ved denne undseelige digtsamling. Et vidunderligt værk af små påmindelser om at glædes, elske, smile og le. Utallige steder kan citeres, hvis man har lyst til at sende en ven en genvej til et let smil. Det er lette tanker omkring menneskets gøren og laden og om, hvad der gør livet værd at leve.
Lån bogen på biblioteket