Quilligans bevis af Robert Goddard

Det er en rigtig røverhistorie, Goddard inviterer os med på i “Quilligans bevis” – i ordets mest positive betydning.

Eldritch Swan er måske ikke guds bedste barn, men det forræderi, han bliver udsat for i 1940, og som koster ham 36 år i skyggen, har han trods alt ikke fortjent. Han er derfor opsat på hævn, da han uventet sættes på fri fod i 1976. Men dem, der i sin tid snød ham, har meget på spil og er stadig mindst lige farlige og skruppelløse som dengang.

Vi følger Eldritch, hans nevø, Stephen, og en smuk, ung jødinde i deres stædige kamp for sandhed og retfærdighed. Der klippes frem og tilbage mellem 1940 og 1976, og lag for lag afdækkes den spegede historie, som omfatter en kostbar samling Picasso’er, en formue i diamanter, den belgiske udbytning af Congo og ikke mindst den væbnede konflikt mellem Irland og England, hvor IRA spiller en ikke ubetydelig rolle.

Goddard er ferm til at strikke et både troværdigt og fantasifuldt plot sammen. Han skriver virkelig godt og ved udmærket, hvornår der med fordel kan reguleres på spændingsknappen. Hans historiske miljøbeskrivelser fra Antwerpen, Dublin og London er overbevisende, personerne ligeså. Det er kort sagt en rigtigt god krimi, han her har banket sammen.

Man kan måske indvende, at dramaet er lidt akademisk. Kærligheden er der heller ikke megen saft i. En nøglescene, hvor to af bogens hovedpersoner ender i kanen sammen, rummer følgende beskrivelse af selve akten: “Og før nogen af os rigtig var klar over, hvad der skete, elskede vi i det varme skær fra lamperne.” That’s it. Få linjer senere, og uden at der er sket yderligere udviklinger, resulterer denne elskovsscene i, “… at vi var blevet kærester.” Salig dronning Victoria havde næppe kunnet føle sig stødt over den iboende moral.

Men dét er trods alt mindre indvendinger. Quilligans bevis er drønunderholdende, og det virker fuldt fortjent, at bogen har vundet den prestigiøse Edgar Allen Poe Award 2011.

Lån bogen på bibliotek.dk