0 kommentarer

Pigesind af Tove Ditlevsen

af d. 4. marts 2010
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

60

Udgivet

1977

ISBN

87-01-59311-0

Originaltitel

Pigesind (dansk)

 

Tove Ditlevsen debuterede i 1939 med digtsamlingen “Pigesind”. Det er en let tilgængelig samling digte. Temaerne er tabt kærlighed, dødsfald, angst, om at elske og om at kede sig. Billedsproget er meget lige til og digtene er præget af en ligefrem naivitet og en tendens til dramatisering, som fint matcher titlen. Et par af digtene er svære at ryste af sig som det ømme fortrydelsesdigt “Sært er vort sind”, som handler om en umulig kærlighed:

[.]
Sært er vort sind – vi elsker mest
det, der længst er forbi.
Musikken spiller – men skønnest var
en fjern og tabt melodi.

Måske blev jeg selv et evigt sår
brændt i en andens sind,
– mens du går omkring og lever et sted,
usåret, glad – og blind.

Ovenstående er et af de digte, hvor rytme og rim går op i en højere enhed. Cirka halvdelen af digtene er på rim, og flere steder, kommer det til at virke som en spændetrøje for digtenes muligheder. Når det sættes sammen med det naive og dramatiske både i fortælleren og sproget bliver det hele lidt for let.

Man kan hele tiden mærke det unge, lidenskabelige og let selvfølende menneskes brusende følelsesliv. Følelserne blotlægges uden blusel, de pakkes knap ind i ord som det ellers kan forventes i poesi. Alt i alt kommer digtene til at virke lidt for prosaiske.

Smerten er imidlertid ægte nok og nogle af tankerne kommer rigtig godt i vej. Derfor slutter vi med lidt mere fra den halvdel af samlingen, der gør indtryk:

[.]
Der var engang en mand, der led for andre,
– det sker ej mer, det er den store trøst:
Din lidelse kan aldrig blive større,
end den kan rummes i dit eget bryst.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter