Odins ø af Janne Teller

”Odins ø” er en af de romaner, som jeg måtte give en ekstra chance. Men efterhånden som jeg tog mig tid til at læse i længere stræk, kom den til sin ret. Man skal nærmest øve sig for at blive fortrolig med bogens sprog!

Handlingen starter brat med Odins ublide fald ned på jorden efter en meteorstorm, hvor hans hest, Rigmarole, har brækket benet. Odin var ellers ude for at bringe ilde nyheder. Hurtigt viser det sig at Odin er havnet på en lille ø med hele to småbyer, hvori beboerne er af den overbeviste mening, at de er de eneste mennesker på jorden. Og enhver ved at en hest med et brækket ben skal slås ned. Dette vil Odin ikke acceptere; og da han har hukommelsestab og ikke husker sin mission, drager han over Strædets is for at finde en veterinarius med et andet syn på sagen end landbyboerne.

Snart efter ankomsten til Nordnorden indlægges Odin på psykiatrisk hospital, da han bliver ved med at påstå at han hedder Odin, og at han er ude for at finde en veterinarius til sin Rigmarole. Og det varer ikke længe inden offentligheden får nys om Odin, og snart har han en stor gruppe disciple. Fejlagtig antager Odin at overlægen er en veterinarius, der vil hjælpe Rigmarole, så snart reglementerne og formaliteterne er i orden. Men da han finder ud af dette ikke vil ske, flygter han fra hospitalet med sin beskytter, Gunnar med hovedet. Men GÅDEN om øen skal løses, før Odin kan komme tilbage. Den viser sig nemlig ikke at eksistere! Her træder romanens øvrige finurlige personligheder ind i handlingen.

Er du forvirret? Det var jeg også! Men jeg tror det er meningen, at man som læser skal slippe sin trang til at se logiske sammenhænge og så bare lade sig rive med af fortællingen. Det rationelle har for stor en plads! Menneskets sjæl har brug for myter! Og det får den i denne roman! Plus en masse gode grin.

Lån bogen på bibliotek.dk