Nordisk vildt af Daniel Dencik

Handlingen i filminstruktøren og forfatteren Daniel Denciks nye roman, ”Nordisk vildt”, kan stå bag på et frimærke. En sen sommeraften er to brødre og den enes søn på jagt på brødrenes forfaldne gods et sted mellem Juelsminde og Horsens. I skoven huserer polske krybskytter, som har fået øjnene op for den fine bestand af nordisk vildt. I det tiltagende mørke affyres et fatalt vådeskud efterfulgt af et hævndrab.

Det kan måske lyde spændende, men det er tydeligvis ikke det ydre drama, der interesserer Dencik. De dunkle hændelser fylder kun en brøkdel af bogens 488 sider. Fokus er tilsyneladende på de følelsesmæssige relationer mellem tvillingebrødrene Silas og Elias og Elias’ kone Sara, der tidligere var Silas’ kæreste.

Det kunne der være kommet et fint, lille kammerspil ud af, men heller ikke det interesserer Dencik. Tvillingetemaet bruges i stedet som afsæt for en række populærvidenskabelige indlæg, løseligt camoufleret som monologer, tanker og breve. Her øser Dencik med stor ildhu af sin viden om vidt forskellige emner som jagt, Vandkantdanmarks botanik, kvantefysik, jødisk mystik og moderne dansk soldaterliv i krig og fred.

Som handlingsdrevet roman er ”Nordisk vildt” helt ude i de jyske skove, hvor den foregår. Som kilde til Wikipedia-agtig information er bogen mådeligt interessant. Problemet er bare, at Dencik møjsommeligt har læst sig til hele balladen. Læseren fornemmer straks, at forfatteren hverken er jæger, ekssoldat, misbruger, specialist i “the Kabbala” eller andet af det, han kloger sig på i bogen.

De mange emneområder præsenteres som halvfordøjet viden uden nogen indlysende sammenhæng. Som om Dencik aldrig har gjort sig klart, hvad han vil med bogen, men blot har ladet sig rive med af de indfald, der uvægerligt dukker op i løbet af en årelang skriveproces.

Stilen er underligt opstyltet. Hovedpersonen Silas deklamerer som en teaterskuespiller, der skal fortolke et jagtleksikon. Her fortæller han om mennesket som rovdyr til sin ganske unge nevø: “Ud over pladsbukken står der nogle smaldyr og et par goldråer i vildthegnene. De går i fred. Før skuddet gennembryder skoven, lever vildtet uden at kende den pludselige aggression, som er vores.”

Undskyld, kender du nogen, der taler sådan?

Ind imellem de umulige replikker er der myriader af små, teatralske staccato-sætninger. Her er vi inde i Silas’ hoved: “Natten er mørk, da det går op for mig. Hvad vi skal gøre. Det eneste, vi kan. Vi kan klare det. Der findes en vej. Vi. For første gang siden hvornår.”

Hvem tænker sådan?

Men ret skal være ret. Når Daniel Dencik engang imellem forglemmer sig selv og bare skriver derudaf uden tanke for, at hver sætning skal være ultracool, betydningsladet, skrevet til evigheden, så er han faktisk godt selskab. Det ville være dejligt at lade sig synke tilbage i en roman af Dencik om genkendelige mennesker affattet i et jordnært sprog. For han kan sagtens.

Lån bogen på biblioteket

Glem evigheden et øjeblik, ven.