480
Lindhardt og Ringhof, 2024
978-87-27-09604-9
1. udgave, 1. oplag
“Himlen er klar og gnistrer lyseblåt, som når man svinger et sværd. Forårssolen er skarp, men giver ingen varme. Nabit trækker tørklædet om ansigtet. De har været undervejs i fire dage nu.” (s. 366)
I denne historiske roman væver Anne-Cathrine Riebnitzsky et farvestrålende bagtæppe for historien om Jesu fødsel. Handlingen foregår i årene lige før vores tidsregning begynder og følger flere parallelle spor. Der males med bred pensel i forsøget på at indkredse kultur og samfundsforhold – men fortællingen bliver nærværende i dens personskildringer. Dels af figurer kendt fra Bibelens fortællinger, dels af opdigtede karakterer.
I sideløbende handlingsgange følger vi bl.a. karavaneføreren Nabit – fra byen Raqmu-Petra i Nabatæa – som tager på jævnlige rejser, men som har sit faste holdepunkt i hjemmet med kone og børn. Desuden er der den sorte slave Africanus, som får mulighed for at skifte spor til en karriere i den romerske hær, hvor han deltager i blodige slag. Vi hører om den unge Maria, som forelsker sig i tømreren Josef og drømmer om deres fremtid sammen – men oplever, at livet tager en uventet drejning. Samt om den aldrende præst Zakarias, som bliver stum, fordi han tvivler på en engels ord.
Et af bogens stærkeste greb er karaktertegningen af kong Herodes. Synsvinklen lægges her hos et menneske, for hvem mord og drab er hverdag og føles som nødvendighed. Hans ordrer gives med underspillet selvfølgelighed, og flashbacks til fortidige traumer er med til at danne det subtile billede af en magtsyg – og angststyret – regent.
“Efterhånden som dagslyset svinder, begynder en tanke at plage ham: eftermælet og sorgen. Hvem skal sørge over ham?” (s. 443)
Her er vi langt inde i sjælen på den døende konge, som til det sidste kun tænker på sig selv. Skildringen af ham varsler undergang, og hans kongedømme fremstår som det modsatte af det fredsrige, som Messias ifølge profetierne skal skabe. Som læser kommer jeg i den grad til at længes efter forandring: Et lederskifte, ja, et paradigmeskifte virker påkrævet. Hermed er der dygtigt lagt i kakkelovnen til en “to’er”. (Eller blot til at læse videre i Det Nye Testamentes beretninger.)
Romanen undgår ikke en vis forudsigelighed ved at inddrage personer og handling kendt fra bibelhistorien – men den får intensitet og nerve via opbygningen og ved uventede vinklinger. Som da vi følger den jødiske dreng Karmel, som bliver ansat ved hoffet og tvinges ud i misgerninger. Hans skæbne ender uforløst og er en oplagt handlingstråd at genoptage i kommende bind af den trilogi, som er varslet. På samme måde mangler vi at forstå, hvorfor Africanus overhovedet optræder i historien, men man fornemmer, at han har en rolle at spille i det store billede.
Anne-Cathrine Riebnitzsky er en prisbelønnet dansk forfatter, som er uddannet fra Forfatterskolen i 1998. Hun har desuden haft en militær karriere med arbejde som sprogofficer i Rusland og som soldat i Afghanistan. Selvom “Tempel” udspiller sig i en historisk kontekst, mærkes det, at hun trækker på disse forudsætninger, når hun f.eks. giver troværdige skildringer af krigerliv og militære operationer. I det hele taget bærer bogen præg af omfattende research. Denne anmelder venter spændt på, hvordan den planlagte fortsættelse bliver grebet an.

