Mørkets hjerte af Joseph Conrad

“At flænse skatte ud af landets indvolde var deres ønske, og der lå ikke mere moralsk hensigt i det end man finder hos indbrudstyve, der åbner et pengeskab.”

– skrevet i 1899 af Joseph Conrad i den legendariske roman, “Mørkets hjerte”.

De bitre ord kommer fra en polskfødt englænder i dyb forargelse over vesteuropæernes udbytning af Afrikas rigdomme. I bogen er det specifikt belgierne, der står for skud, og de var givetvis også de værste af hele banden.

Den gyldne stad Bruxelles bygger bogstaveligt talt på hensynsløst, blodigt slaveri og salget af bl.a. guld og elfenben fra kolonien Belgisk Congo.

Unge Charlie Marlow lader sig indforskrive som kaptajn på en floddamper, der skal sejle ind ad Congos kæmpestore vandåre – principielt set for at bringe forsyninger til de isolerede handelsstationer og hente elfenben den anden vej.

I praksis handler Marlows mission om at hente den berømte og berygtede handelsagent Kurtz hjem fra junglen, hvor han efter sigende er i problemer. Kurtz er genial til at skaffe store mængder af de eftertragtede elfenben for enhver pris, men hans personlighed er vist nok… afvigende.

Marlow møder et mareridtsagtigt Afrika, hvor europæerne er nogle skruppel- og talentløse pudderkvaste (men i den rigtige ende af riflerne), de sultne og mishandlede niggere (jow, sgu) dør som fluer, mens det klaustrofobiske junglemassiv er et sygdomsbefængt, fugtigvarmt, kriblende helvede.

Faktisk forstår man snildt Francis Ford Coppolas beslutning om at omplante handlingen til 1970’ernes Vietnam, hvor de amerikanske imperialister forvandlede det smukke land til et inferno af meningsløs død. Marlon Brando spillede en mindeværdig Kurtz dybt inde i den vietnamesiske jungle i “Dommedag nu”. Dystopi bliver for fattigt et ord i den sammenhæng.

Der er meget godt at sige om “Mørkets hjerte”, især beskrivelserne af det daværende Congo, de vilde afrikanere og de kyniske europæere er uhyre interessante. At Belgien i dag ikke befinder sig i første linje for at hjælpe efterkommerne af de mennesker, de hensynsløst myrdede og udnyttede for lidt over 100 år siden, er ufatteligt.

Til gengæld mærkes det tydeligt, at Conrad i denne hans første roman endnu ikke er en fuldbefaren forfatter. De enkelte scener og replikskifter er klodset ridset op og forsvinder næsten i hovedpersonens tankespind og teatralske manerer.

Mødet med Kurtz, som er bogens raison d’etre, er nok lidt som mange turisters oplevelse af Den lille havfrue. Man har hørt så meget om den, forventningerne er astronomiske, men så viser det meste sig alligevel at være hype. Kurtz består af en fuldkommen uunderbygget lobhudling og nogle ganske få mumlende replikker til sidst i bogen. “Rædslen! Rædslen!”

Lån bogen på biblioteket