0 kommentarer

Mathilde & Andreas af Pernille Juhl:

af d. 31. oktober 2022
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

394

Udgivet

2022

ISBN

978-87-7593-046-3

Originaltitel

Pernille Juhl

Udgave

1.

 

Der er spænding på hver en side i Pernille Juhls nye roman, Mathilde & Andreas.

De seneste romaner fra Pernille Juhls hånd bærer titler sammensat af et mande- og et kvindenavn. »Mathilde & Andreas« har da også tråde til hendes to tidligere bøger, »Sara & August« samt »Dagmar & Johannes«, men de kan alle – uden problemer – læses uafhængigt af hinanden.

Både titler og bogomslag har lidt trivialnovelle over sig. Det skal nok gå rent ind hos en stor del af Pernille Juhls talrige læsere. Alle andre skal bestemt ikke lade sig snyde.

»Mathilde & Andreas« kører ligesom de to forgængere ad to spor, hvor de to hovedpersoners livsbaner til at begynder med kører uafhængigt af hinanden, men som af og til krydser hinanden for til sidst at blive føjet sammen.

Mathilde vokser op i Aabenraa i 1960erne med kvindefrigørelse, opgør med autoriteter, hashpiber der sendes på omgang, kollektiver og alt det der, der er fortalt så ofte, at det har det med at blive til klicheer. Hun kommer ind i kredse, der i en stor forblændelse sværmer for diktaturstaten DDR. Andreas vokser op i en helt anden virkelighed – og vil væk fra DDR. Hvad der for Mathildes venner er paradiset syd for Østersøen, er for Andreas helvede. Både Mathilde og Andreas ender med at sidde i en gevaldig klemme, som de næsten ikke kan se sig ud af. Disse skal ikke røbes her. De udgør en væsentlig del af spændingen i romanen. Den ene groteske situation afløser den anden på bogens små 400 sider. Er det ikke for meget af det gode? Til det er der vel bare at sige, at i DDR var virkeligheden langt mere bizar end den, man kunne forestille sig i fantasien.

»Mathilde & Andreas« er ikke blot en spændingsroman, men på store stræk også en velkomponeret spionroman med Stasi-agenter og flugtforsøg i den engang så højt besungne »arbejder- og bondestat«. Vi er med helt tilbage til Berlin-murens opførelse i august 1961.

Efter hvert afsnit holdes spændingen tilbage som opsparet energi bag en dæmning, der hvert øjeblik kan briste. Ind imellem tager romanen ganske vist nogle meget hurtige drejninger, og enkelte steder skal der endda usandsynligheder til at hjælpe fortællingen på vej. Da Mathilde i Thylejren møder en hemmelighedsfuld tysker, der hævder, at han kommer fra Hamborg, ja da skriver Mathilde senere til folkeregistret i Hamborg for at få at vide, om der vitterligt er en person ved navnet »Heinrich Johan Bender« tilmeldt folkeregistret i byen. Hun får svaret tilbage, at det er der ikke.

Havde der så været en »Heinrich Johan Bender« tilmeldt, ville Mathilde i virkelighedens verden aldrig have fået det oplyst. Det forbyder den tyske databeskyttelseslov, som forfatteren åbenbart ikke kender noget til.

Men Pernille Juhl kan i den grad fortælle og fastholde læseren. Enhver gennemsnitsdansker med et nogenlunde kendskab til DDR vil købe hendes præmisser. Romanens hovedpersoner bliver konfronteret med det ene dilemma efter det andet. Vil Mathilde for eksempel flytte til DDR for kærlighedens skyld? Det var der faktisk danskere, der gjorde. Danskeren Tove Fleischer var én af dem, og hun har skrevet den fine bog Kærlighed i socialismens tid om kærlighed, når den først rigtig bliver til alvor. 

»Mathilde & Andreas« er en velkomponeret roman, der er et interessant tidsbillede af 1960erne og 1970erne – og på en elegant måde udstiller de danske »DDR-hippiers« næsten tragikomiske mangel på kritisk indstilling over for diktaturet og politistaten DDR.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter