0 kommentarer

Magtspillerne af Michael Connelly

af d. 6. april 2014
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

365

Udgivet

2014

ISBN

978-87-7129-319-7

Originaltitel

The Drop

Udgave

1.udgave

 

Magtspillerne er Michael Connellys 24. bog og den 17. med Harry Bosch. Han udtalte for et par år siden, at det blev mere og mere svært at skrive om Bosch, og det synes jeg godt, man kan mærke i denne bog. Han er bl.a. nødt til at have to sideløbende sager kørende, hvilket jeg fandt lidt søgt, da jeg læste bogen på engelsk, da den udkom i 2011. Nu er den endelig udkommet på dansk, og anden gennemlæsning gjorde mig dog lidt mere positiv.

Bosch arbejder i en afdelingen for uopklarede sager ved LAPD. Det er der kommet flere fine bøger ud af, bl.a. ‘Det sidste ord’ og ‘Echo Park’. DNA teknikken er i dag så udviklet, at det giver nye spor i gamle sager, når de bliver kørt gennem processen mange år efter ugerningen, og det samme gør sig gældende her. En pige blev myrdet tilbage i 1989, og pludselig har man en mulig gerningsmand 22 år efter. Problemet er bare, at han kun var 8 år da mordet fandt sted. En gåde der bliver løst fint, men som desværre ender i en kliche, man har set 100 gange på film og TV, og Connelly genbruger endog en episode fra ‘Det sidste ord’. Det er ikke godt nok.

Den anden sag inddrager Harry’s gamle fjende, Irvin Irving, der i dag er byrådsmedlem, men som i sin tid var Harry’s chef, og som altid søgte efter en tjenestefejl, der kunne få Bosch fyret. Irvings søn bliver fundet død ved et hotel, men er han selv sprunget fra 7. etage, eller blev han skubbet? Bosch bliver headhuntet til sagen af Irving selv, og så starter spillet. De to sager kører, mens Bosch prøver at være far til sin teenagedatter, samt indleder et forhold til en kvinde, der har tilknytning til den ene sag.

Selvom Connelly ikke er i topform i denne bog, så er den dog stadig god og absolut læseværdig. Hos mig er det kun en forkælet læsers modstand mod den nye Bosch som familiefar, der kaster grus i maskineriet. Jeg savner Bosch som den ensomme ulv, der fører mig gennem LA, hjem til huset hvor han drikker en stille øl, mens han lytter til prærieulvens hylen og Frank Morgans saxofonsoloer. I de nyere bøger er fokus flyttet over på opklaringen, man savner beskrivelser og tanker fra Harry Bosch, og det får de senere bøger til at fremstå ikke nær så gennemarbejdede, som dem fra første halvdel af forfatterskabet.

Bogens amerikanske titel, The Drop, er en hentydning til Irvings dødsfald, men er også en term der bruges i LAPD, når det skal afgøres, om en pensionsklar betjent kan få flere år i tjenesten. Bosch er ældet naturligt i bøgerne, og er for længst klar til pension, men han vil gerne blive i politiet. Personligt håber jeg, at vi har mange Bosch bøger til gode, da Connelly stadig er krimimesteren over dem alle, selv i lidt halv sløj form!

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter