Op i bjergene af Ludwig Hohl

”Hvorfor bestiger I bjerge?”

”For at slippe ud af fængslet”.

 Den schweiziske forfatter Ludwig Hohl fremfører et ofte stillet spørgsmål i sin lille roman ”Op i bjergene”. Hohl er selv opvokset i den lille schweiziske alpeby Netstal og var en rutineret bjergbestiger.

I den lille roman her har Ull og Johann sat sig for at bestige et højt bjerg i Alperne. Ull er lille og tæt og en beslutsom og frygtløs bjergbestiger, mens kammeraten Johann er lang, ranglet og sart og uden de store erfaringer med at klatre i bjerge.

Fortællingen om deres tur op gennem alpe-terrasser og op i det høj-alpine, hvor turen går forbi stejle kanter og lumske sprækker under sne og is på gletsjeren, er ejendommelig fortalt. Egentlig ganske lige ud af landevejen, hvor forfatteren med en let alvidende vinkel beskriver ruten, bjergtinderne, tågen, snestormen og kammeraternes forskellige adfærd og kortfattede dialoger. For læsere, der selv er bjergbestigere, optræder også af og til et lidt interessant teknisk sprog, hvad angår beskrivelsen af bjergene (grat, séracs, couloirs, bergschrund m.fl.).

Bjergene er beskrevet med en intensitet, som er følbar – både i deres ufattelige skønhed, men også med den gru, man nok må opleve som bjergbestiger, der rammes af en kraftig blæst eller sne, prisgivet dette øde og vilde terræn.

”Bjergets enorme klippekrop lå der og havde slået sig sammen med evigheden, hele verden var en rygende kedel, gruopvækkende og umenneskelig, og Ulls stemme var den eneste, som kaldte.” (s. 30-31)

Forfatteren omfatter samtidig bjergene med en poetisk og besjælende tone.

”Godt nok fornemmede man fra tid til anden en stor lang susen, som fra havet, langtrukken som fra en stor blæsebælg, der langsomt bevægede sig, åndedrag, som om nogen i søvne drog et mildt suk – en sovende, men ikke af dyrs eller menneskers indskrænkethed: Denne sovende var måske bjerget selv. (s. 18)

Holh er i bogens efterskrift beskrevet som en forfatter med ”enorm flittighed, disciplin og tålmodighed i skriveprocessen”. Hans parole lød ”Alles ist Werk”. Han påbegyndte denne roman i 1926 og ”lod den først udgive i 1975 på stærk opfordring fra landsfælleforfatter Adolf Muschg og SuhrKamp-forlæggeren Siegfried Unseld.” (s. 101)

 Det har været en fornøjelse at læse denne lille roman, som på nogle måder minder lidt om skotske Nan Sheperds roman ”Det levende bjerg”, hvad angår fascinationen af bjergene. ”Op i bjergene” indeholder dog mere plot og menneskeligt drama. Dejligt at blive ført med ud på oplevelser og udfordringer, man ikke selv tør indlade sig på.

Lån bogen på biblioteket