Lyden af en hånd der klapper af Richard Flanagan

Vi møder Bojan Buloh, en slovensk gæstearbejder, og hans datter Sonja. Bogen starter i 1954, hvor Sonja er 3 år, og slutter i 1990, hvor Sonja er vendt tilbage til Tasmanien og genoptager kontakten med sin far, som hun ikke har set i over 20 år.

Bojan og hans hustru Maria er flygtet fra krigen i Slovenien, og har slået sig ned i Tasmanien, i en ussel gæstearbejderbolig i en barakby. Begge har de oplevet krigens rædsler, og har forfærdelige oplevelser i bagagen.

I 1954, da Sonja er 3 år gammel, går hendes mor en aften ud af huset, ud i sneen, iført en rød frakke og røde sko. Det er det sidste  Sonja husker om sin mor, for Maria kommer ikke tilbage.

”Nogle siger at hun samme nat slet og ret blev blæst ud af byen af de rasende snestorme, at uvejrets hidsige, blafrende åndedrag samlede hende op, og at hun som en engel steg til vejrs ind i skoven på den anden side, at hun som et genfærd fløj ud i vildnisset bag samtlige verdenshjørner hinsides det sted der brændte i kødet som et frisk skudhul. Men sådan skete det naturligvis ikke.”

Sonja kommer i pleje i forskellige familier, hun arbejder som en voksen fra hun er 8-9 år gammel. Livet har allerede da lært hende ikke at græde, men affinde sig med forholdene og lukke af for følelserne.

Da hun i 1960 flytter hjem til sin far, passer hun hjemmet som en lille husmor, og de første år går det efter forholdene godt. Bojan er en dygtig håndværker, han fremstiller fine møbler af træ i fritiden, og de klarer sig, men Bojans drikkeri tager til og da Sonja er 16 år, forlader hun Tasmanien og Bojan.

Ud over at følge Sonja, ser vi også livet fra Bojans synspunkt. Og selv om han er fordrukken og voldelig over for Sonja, får man alligevel også sympati for ham. Han er ulykkelig og ensom – mister sin elskede Maria, må knokle hårdt på arbejdspladsen, og det eneste der hjælper ham med at holde tankerne væk er at drikke. Han møder kærligheden igen – men tør ikke tro på det, og træffer et forkert valg. Fra da af går det ned ad bakke, hans drikkeri tager til og når han er fuld, banker han Sonja – næste dag kan han tilsyneladende ikke huske noget, heller ikke selv om Sonjas ansigt er hævet og stribet.

Bogen er skrevet i et lidt ’snørklet’ sprog, ofte med lange sætninger og det tog mig lidt tid at vænne mig til skrivestilen. Kapitlerne springer i tid – vi får altid at vide, hvilket årstal vi er i. Da jeg først kom rigtigt i gang med bogen, blev jeg meget grebet af Sonjas og Bojans fortælling, og måtte bare læse videre for at finde ud af, hvad der skete med dem – og med Maria.

Det er en både barsk, voldsom og meget rørende bog. Selv om Sonja har lært ikke at vise følelser, er der alligevel nogle godt gemte følelser for faren – og heldigvis også den anden vej. Læs selv bogen for at finde ud af, hvordan det går, da far og datter mødes igen i 1989.

Lån bogen på biblioteket