Varme hænder af Mette Klint

På grund af titlen og fordi bogen præsenteres som en novellesamling særligt til dem der på den ene eller anden måde har været, og er, i kontakt med sundhedsvæsnet, var jeg først lidt bange for at Mette Klints “Varme hænder” bare var endnu et indlæg i debatten om sundhedsvæsnets deroute. Altså noget om nedskæringer og plejepersonale der har vanvittigt travlt, og vælter med stress på stribe. Det kunne det have været, men så havde der jo ikke været noget nyt i det. For alt det ved vi jo godt. Men jeg blev positivt overrasket.

“Varme hænder” er en skøn samling noveller hvis overordnede handling er henlagt til et sygehus. I hver novelle følger vi en patient, en pårørende, eller en ansat. På den måde kommer vi hele vejen rundt, og oplever et sygehusbesøg fra næsten alle vinkler. Og ja, sygeplejersker, læger og assistenter løber stærkt. De løber meget stærkt. Men alligevel formår de at få hver enkelt patient til at føle, at de er der netop for hans eller hendes skyld. Novellerne om alle disse hårdtarbejdende mennesker, mindede mig om hvor seje de er. Jeg er (heldigvis) en sjælden gæst på sygehuset, og kan derfor godt glemme den store opgave disse mennesker løfter – trods mange myndigheders forsøg på at stikke en kæp i hjulet. Tak til Mette Klint for at minde mig om det. De fortjener det!

Det slog mig dog, at fortællingerne om plejepersonalet måske er en tand for rosenrødt. Alle dem der ikke kan holde til presset, og alle dem der bliver syge af arbejdet, hører vi ikke om. Det er lidt en skam, og det gør det samlede billede lidt skævt.

I novellerne med patienterne i hovedrollen, er der plads til at fortælle lidt om deres liv udenfor sygehuset. Dermed er forfatteren medvirkende til at gøre dem til rigtige mennesker, og ikke bare patienter. Mette Klint skaber med sine noveller et indbyrdes afhængighedsforhold mellem plejere og patienter. Ingen af dem kan klare sig uden de andre.

Mette Klint skriver let, og ord og sætninger flyder naturligt fra hendes pen. Hun viser os sine forskellige hovedpersoner gennem deres liv og gerninger, i stedet for klinisk at opremse hvem der gør hvad og hvornår. På den måde fremstår novellerne og deres personer troværdige, og dermed bliver det samlede budskab troværdigt – med førnævnte forbehold for det absolutte fravær af dem der ikke kan klare presset, men som også er den del af det samlede billede.

Dette til trods, var “Varme hænder” dog hovedsageligt en øjenåbner, som varmt anbefales.

Uden at afsløre for meget, var novellen “Istandgørelse” min favorit. Den er virkelig smuk. Læs “Varme hænder” hvis du vil vide hvorfor.

Lån bogen på Bibliotek.dk