Terminaler af Aske Viuff

Mand har kæreste. Mand mangler et job og får en prøveansættelse på et hospital. Mand møder patienter. Mand bliver lidt fascineret af en kvindelig patient selvom hun er døende. Mand har en tendens til at lyve om ting i sit liv eller drømme han tror han har for sit liv. Mand lever livet men kommer aldrig rigtig videre.

Det er sådan helt kogt ind til bene. Men det er slet ikke negativt, for selvom det kan virke ret hverdagsagtigt og endda måske tangere til lidt kedeligt. Så er der noget let genkendeligt over den mandlige hovedperson. For bogen er skrevet som om det kunne være hvem som helst. Og har vi mo ikke alle prøvet at drømme om noget andet og noget mere? Eller prøvet at blive fascineret/små forelsket i en person hvor det bare ikke er det rigtige i sidste ende?

Her kommer døden blot tættere på og giver lige et ekstra perspektiv, da hans arbejde foregår på en afdeling for kræftramte som i de her tilfælde ikke rigtig har nogen chancer for overlevelse. Men håber forsvinder alligevel aldrig helt og det er der jo samtidig noget livsbekræftende i. Så det er en roman som er enkel i opbygning, men som samtidig er fangende uden at være overvældende. Man skal ikke forholde sig til de store følelser, heller ikke selvom der er sygdom og død. Man kan læne sig tilbage og i princippet blot være tilskuer til en anden mands hverdag. Og det er der på sin egen lidt stille måde, noget afstressende ved.

Et anderledes værk, som byder på en hverdags række af situationer og oplevelser, der ikke er langt udenfor rækkevidde. Hvorfor man nemt som læser, kan identificere sig med hovedpersonen.

Er det banebrydende og omvæltende, næh. Men det fungere og historien holder hele vejen igennem.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket