Lucca af Jens Christian Grøndahl

32-årige Lucca Montale drikker ud og sætter sig ind i sin bil, da hendes mand fortæller hende, at han vil skilles. Hun vågner op på hospitalet efter en bilulykke, og har mistet synet. Og så kunne man godt tænke, om den historie så sådan set ikke lige sluttede. Vil jeg virkelig sidde her og finde ud af, hvordan man overlever en pludselig blindhed, hvis man altså kan det? Men “Lucca” er langt fra en patetisk hulkemarch. “Lucca” handler nærmere om, at man kan komme til et punkt i sin tilværelse, hvor man enten kan springe ud fra den bro, eller finde ud af hvordan man gør dét (livet) bedre fra nu af. Lucca og lægen, som hun under indlæggelsen opbygger et tillidsforhold til, fortæller hinanden deres historier. Kærlighedshistorier. “Lucca” kunne havde heddet ”Fortællinger om Kærlighed, eller noget der ligner”. Som kærligheden ser ud i dag. Med sidespring og tvivl. Med affærer det bagefter ikke kan forklares, hvorfor man deltog i. Med delebørn og bristede drømme, og med snører hvor krogene sidder fast i gamle kærester, som forsvandt i forvirringen. Jens Christian Grøndahl har skrevet en bog om to menneskers ganske almindelige liv. Man læser og nikker genkendende, og er til tider lettet over at se på skrift, at det ikke kun er én selv der vader forvirret rundt. Alle gør det, og det er en oplevelse, at læse en bog som beskriver det alle gør, på en måde så man pludselig kan se det.

Lån bogen på bibliotek.dk