Lille fremmede af Sarah Waters
475
2010
978-87-11-42160-4
The little stranger
1.udgave
“Årets bedste bog” citeres Stephen King for at have udtalt på bogens forside. Jamen så har han da godt nok meget til gode, den stakkels mand…
“Lille fremmede” starter som en hyggelig beskrivelse af et engelsk overklassemiljø på retur, godsejere som ikke har forstået at følge med tiden (sidst i 1940’erne) og som derfor må se deres rigdom svinde ind.
Den yngre landsbylæge Faraday tilkaldes til det faldefærdige herresæde Hundreds Hall, som nu kun bebos af enkefru Ayres, hendes to voksne børn, Caroline og Roderick, hunden Gyp samt stuepigen Betty. Betty har ondt i maven, og da Faraday går hende på klingen siger hun, at det spøger på godset (uha, uha). Roderick har dårligt ben efter en flyulykke under krigen og Faraday begynder at komme på godset for at tilse den unge godsarving. Faraday falder snart for stedets falmende skønhed og efterhånden også for den grimme datter Caroline, på grund af hendes vindende væsen og store barm!
Nogle uforklarlige hændelser underbygger Bettys bange anelser. Den ellers så fredsommelige hund går pludselig amok overfor en gæst og må aflives. Mørke pletter dukker op på vægge og lofter, underlige lyde flytter sig fra sted til sted. Roderick kan ikke klare presset, bliver vanvittig og må indlægges på den lukkede. Snart efter begynder enkefruen også at blive underlig.
Faradays hjerte (eller også er det noget andet!) pulserer heftigt i begæret efter at blive forenet med Caroline, og han ender med at lægge så stort et pres på hende, at hun støder ham fra sig. Jeg har da sjældent oplevet en mand, som i den grad ikke kunne tage et nej for et nej, det er faktisk umådeligt trættende at overvære…
Historien fuser fuldstændigt ud. Efter en lovende, idyllisk og romantisk Jane Austen-agtig start fortsætter den i noget, der skal forestille et psykologisk spændingsdrama med et for mig mislykket forsøg på at opbygge en stemning af skæbnesvanger uhygge, for til sidst at slutte tragisk og helt uforløst. Man er ikke blevet klogere på hvad det var, der drev familien til vanvid og sidder bare tilbage med en følelse af at ha’ spildt sin tid… Og ham Stephen King gider jeg i hvert fald ikke ta’ højtideligt en anden gang!!
