390
2021
9788771078213
A Noise Downstairs - oversat af Eva Birklund
1. udgave
En aften på vej hjem fra arbejde noterer Paul Davis sig bekymret, at den slingrende bil foran ham tilhører hans mentor Kenneth fra universitetet. Kenneth skiller sig på suspekt vis af med en tung genstand i en container – en gammel Underwood skrivemaskine, viser det sig senere – og noget senere opdager Paul, at Kenneth også kører rundt med to plasticindpakkede kvindelig i bilen.
Kenneth er en agtværdig professor, kvindebedårer og Pauls ven. Ikke desto mindre prøver Kenneth at slippe for at blive afsløret ved at stange Paul en skovl i hovedet.
Paul slipper lige akkurat med livet i behold, men oplever efterfølgende en psykisk deroute med sære hallucinationer. Hans deltagende kone Charlotte, tidligere skuespiller, nu ejendomsmægler, kan knapt kende ham igen.
Som trøst forærer hun ham en gammel skrivemaskine – af mærket Underwood – og pludselig begynder Paul at finde beskeder fra de myrdede kvinder på maskinen; om nætterne hører han klik-lyde, som om nogen sidder og skriver nede på hans kontor.
En led satan stjæler Pauls psykologs kontaktdata og begynder at hjemsøge psykologens klienter med practical jokes af værste skuffe. Der er drillepinde, og så er der terrorister. Måske er det ham, der er skyld i det hele?
Den canadiske krimiforfatter Linwood Barclay lykkes i thrilleren ”Klik” fint med at skabe mystik og suspense omkring Pauls tilstand. Læseren gætter lystigt med på, om Paul monstro er blevet helt kukkuk, om skrivemaskinen virkelig er hjemsøgt, eller om noget helt tredje kan være på færde.
Så vidt, så godt. Beklageligvis har Barclay en uvane med at overlæsse sine plots. Nye personer med nye dagsordener introduceres, overraskelse lægges på overraskelse, en forholdsvis jordnær historie forvandles til noget meget kunstfærdigt.
”Klik” er som et overpyntet stykke smørrebrød, hvor man egentlig helst bare ville have nydt den gode fiskefilet på det hjemmebagte brød, men først skal grave sig ned gennem salatblade, agurkeskiver, appelsinryttere og bjerge af majonæse.
KISS, mr. Barclay. Keep it simple, stupid! Der er en tendens i tiden til at overbrodere. Bøger, film, mad… Det bliver dejligt, når moden vender, og vi igen kan få øje på substansen under alle de store armbevægelser.