Kaninmassakren af Jesper Wamsler

Jesper Warmslers replikkunst er så rammende, at man ikke kan undgå at lade sig rive med af de ti meget forskellige historier i “Kaninmassakren”. De er desuden elementært spændende, fyldt med suspense, og bogen myldrer med spøjse, ofte overraskende bramfri, typer fra en folkelig version af virkeligheden.

I “Min søsters forestilling” er storesøster på besøg hos lillesøster i anledning af dennes eksmands død. Ikke at sorgen er trykkende, for Erhardt var en kedelig starut, lyder det til; skred fra konen, da en yngre model bød sig til og skvattede om af en blodprop i hjertet som følge af vellevned.

Det er artige ting, der kommer på bordet, da de to modne kvinder efterhånden får hul på snakken over en karaffel god single malt og en købeæblekage med flødeskum, der er blevet gul i kanten. Hvordan den ene har bedraget den anden, den anden har forført den enes søn, livslang forbitrelse i det skjulte.

Som i et bedre socialrealistisk teaterstykke danner en slidt bondegård ramme om de skarptskårne replikskifter, en hingst med begyndende rejsning er blandt rekvisitterne, og scenetæppet udgøres af et par nysyede velourgardiner med klunkekvaster. Det er så ondt, at det er godt.

“Sivertsens svigerdatter” er egentlig ikke nogen vigtig skikkelse i novellen af samme navn, mest en venlig skulder og et par bløde bryster. Hovedpersonen hedder Henning, en ældre, let forsumpet fyr, der bor permanent i sit kolonihavehus, fordi han lissom ikke orkede mere, da job og ægteskab gik af fløjten. Datteren, Tina, har han et ret distanceret forhold til; i en alder af 27 bebrejder hun ham stadig skilsmissen, selv om det var moren, der stak af med en anden. Måske prøver Henning at indhente noget af det forsømte, da der flytter en lille, forhutlet pige ind hos de tumpede, voldelige naboer. Hennings gode hjerte løber af med ham, vel vidende, at det næsten kun kan ende galt.

Wamsler rammer kolonihavefolket og underdanmark lige på kornet. Både de flinke og de afstumpede. Begge typer er lige realistiske, lige underholdende at møde sådan en varm solskinsdag. Af og til skal man bare huske at dukke hovedet i tide.

Den små 80 sider lange “Kapitlet om Mary-Jane Fredericksen” er dejligt udsyret. Hvor de andre historier forekommer nærmest hyperrealistiske, får vi her en Blåskæg-agtig fortælling om et mystisk aflåst værelse, om sårbare pigesind, om seksualitet som inkluderingsmiddel. Om det glade vanvid. Man smiler usikkert; gennem tårer.

Desværre taber historierne flyvehøjde undervejs. De bliver løsere i koderne, mindre nødvendige, replikkerne mere villede. Den sidste novelle, der lægger navn til hele samlingen – “Kaninmassakren” – slutter med en så underlig monolog, at man lægger bogen fra sig med flad fornemmelse. Men lykkeligvis også med en lyst til at starte forfra og nyde det indledende champagnebrus igen.

Lån bogen på Bibliotek.dk