370
2020
978-87-93835-91-7
1. udgave
Begge mine døtre har uafhængigt af hinanden spurgt mig undrende, hvorfor jeg læser en bog med æbleskiver udenpå. På den måde er det en rigtig fin og interessant forside Søren Klok har kreeret, den vækker i hvert fald nysgerrigheden.
Det er 14 unikke jordkloder, der hver især symboliserer en af de ligeså unikke historier i A. Silvestris nye novellesamling, Næsten her. Titlen refererer til, at vi er på jorden, men kun næsten i den verden vi kender i dag. Det er Silvestris håb, at danne bro mellem det realistiske og det fantastiske, en hybrid, som han skriver på sin hjemmeside.
I første historie er vi f.eks. i et Danmark der er blevet angrebet af England i 1939, der er ingen færdselsregler, og hovedpersonen, Laut Drude, ernærer sig ved at påtage sig andres ulykker. Så er stemningen ligesom lagt, og det er kun med til at skærpe min interesse i værkets fortællinger. Det er dybt fascinerende alternative samfund Silvestri disker op med!
Som i Stig Attertag, manuskriptforfatter, hvor folk kører i sporvogn og går med høj hat, og tror på de græske guder og muser, og samtidig er der internet og Ghostbusters er allerede filmatiseret. En rigtig fin fortælling, hvor man sidder helt ude på stolekanten sammen med Stig, da han skal have sin ”dom”.
I Fossiler er religionen også et tema, hvor samfundet er dybt religiøst og følger bibelen (og teologerne) slavisk, og vi har salmer af både Seebach og Lukas Graham. Kirstine går i 9. klasse, og på en klassetur til Stevns Klint kommer hun til at sige noget, uden at række hånden op, og så vanker der straf. Der bliver historien igennem bygget et rigtigt spændende drama op, og man frygter at lærerens straf er noget utilgiveligt….rigtig fin historie!!
En lige så fin historie er Det tynde øl, hvor bryggeren Ewers Mault hvert år kæmper med Carlsberg om at brygge den bedste øl, men må se sig slået igen og igen. Ewers selv er et utiltalende væsen, en diktatorisk ægtemand og far. Da hans modstander dør, øjner han endelig chancen for at vinde årets bryg. Helt morbidt får han tilsendt sin døde rivals kranie, som han efterfølgende bruger som kop! En dybt original historie, fængslende!
Lige så original er Listen, hvor man på TV kan se Vild med mord, da kriminalitet er en form for status, og jo længere oppe man er på listen over forbrydelser, jo bedre. Torken bliver ude af sig selv, da han ser en gammel skolekammerat på 7. pladsen, og han indser, at han bliver nødt til at gøre noget. En fremragende fortælling hvor man sidder tilbage og tænker videre over, hvordan sådan et samfund egentlig kan fungere??
Bjergkrystal vil jeg også fremhæve som en fortræffelig novelle. Historien om lægen der glemmer at synge en sang for den lungesyge patient, hun netop har givet et hjemmebrygget mikstur, men på forunderlig vis helbredes han alligevel! Hvor er lægevidenskaben på vej hen??
Næsten her er en samling af dybt originale og underholdende noveller, sælsomme og bizarre, smukke og alternative, mange superlativer kan passe i det brogede landskab af historier. Jeg fik den samme besynderlige fornemmelse af at være i en verden der var fremtid for mange år siden, som da jeg læste Orwells 1984. Novellerne er skrevet over en 9 års periode, og viser atter hvor enestående en forfatter A. Silvestri er!
Anmeldereksemplar.