236
1991
87-00-03946-2
Justine
Allerede i dette første bind af “Alexandria-kvartetten” bliver man henrykt over det store sproglige overskud. I grunden er historien om en romance mellem fortælleren Darley og den smukke jødinde Justine uhåndgribelig som en sommervind, idet den konstant filtreres gennem erindringen.
Det udtryksmættede sprog er i visse passager den egentlige årsag til at man bare må læse videre, for Durrell skriver så formfuldendt smukt, at man gerne tilgiver den næsten totale mangel på dramatisk fremdrift i handlingen. Måske er det mere nærliggende at tale om en række mere eller mindre forbundne hændelser, som med nænsomhed ganske langsomt tegner portrætter af personer som Scobie, Melissa, Pombal og Pursewarden.
Mig minder denne forfinede slags portrætkunst mest om komponisten Edward Elgar, som i sine “Enigma”-variationer gav en række subtile men også elskværdige portrætter af sine venner. I vore dage, hvor SMS-beskeder ofte anses for vigtigere end den person, man har foran sig, er det skønt at læse om disse mennesker, som giver sig tid til at lytte til hinandens tanker og følelser.
“Cikadernes vibrerende piben lyder i de høje plataner, og det sommerlige Middelhav ligger foran mig med al sin magnetiske blåhed.”
Smukkere kan det næppe siges, og hvis man har det med at blive høj af den slags, vil “Justine” med garanti være en oplevelse trods den lidt træge fortælleform.