Jorden under mig af Helle Vincentz

D. 27.april 1987

Kære dagbog
Min far skød sig selv, så nu er han død. Ja, det var søveligt.
Venlig hilsen
Helle 8 år

Sådan indledes bogen, og herefter skrues tiden tilbage til dengang far stadig levede. I Helles familie er de to hold: far og Helle på det ene hold, mor og lillesøster Vibeke på det andet. Da far dør, er de stadig to hold – men nu er der kun én på det ene.
Helles far har et hidsigt temperament, han banker sin hånd hårdt ned i bordet og tager fat i Helle, så armen får blå mærker. Men han tager også Helle med i traktoren, hvor de kører roligt på de pløjede marker, det er noget af det bedste, Helle ved. Når de kører i bilen, ved Helle ikke altid, hvad de skal – hun hader mest, når far tager hende med til Murer-Kjeld, hvor far og Murer-Kjeld drikker øl, og Helle skal være stille og drikke sin citronsodavand.

Far finder tit på sjove ting, Helle skal prøve – som at ride på en høj hest, flyve i et lille fly, skyde med maskingevær, ryge pibe, smage på tabasco. ‘Tit er fars sjov mest sjovt for ham.’ Helle er skræmt fra vid og sans, men far ser det ikke, han vil ikke have at hun er pylret, så det gælder om at lade, som om hun er glad. Hun har mareridt om natten.

Forfatteren er fænomenal til at give barnet Helle en stemme, så man ser verden fra et lille barns vinkel, man føler med den lille bange pige oppe på ryggen af den store hest, og ønsker, at far og Helle kunne finde på noget lidt sjovere end at sidde hos Murer-Kjeld og drikke grønne øl og gule sodavand. Håber forgæves, at hendes forældre ser hende, hører hende, forstår hende.

Som voksen ser Helle tilbage, læser sin dagbog, får andres opfattelser og erindringer om hendes far, og begynder at forstå farens udfordringer og bristede drømme og se sammenhænge og paralleller til sit eget liv. Det må have været en hård, men sikkert også nødvendig proces at se barndommens erindringer og traumer i øjnene.

Det er en fantastisk bog, meget personlig og meget rørende. En trist familiehistorie, men også med opløftende og sjove erindringer. Man får barnets opfattelse af tingenes tilstand, når hun lytter til forældrenes snak og kun forstår det halve – og ikke tør spørge. Kartoffelkur, friværdi, fars indlæggelse på en afdeling der starter med P men udtales med S. Hun drager sine egne konklusioner med barnets logik. Som da moren siger, at faren begik selvmord for deres skyld – ja, så hører Helle mest ordet skyld og føler sig skyldig i hans død. Hvis bare hun havde opført sig bedre, ikke havde plaget så meget… hvis bare…

I bogens sidste afsnit, ‘Tak’, skriver Helle Vincentz disse indledende ord: ‘Nogle bøger kan skrives, uden forfatteren fælder en tåre. Bogen her har ikke været en af dem’.

Som anmelder kan jeg replicere: ‘Nogle bøger kan læses, uden at læseren bliver rørt. Denne bog er ikke en af dem.’

Anmelderbog

Lån bogen på biblioteket