Jeg vil savne dig i morgen af Heine Bakkeid

At sige noget generelt om norske Heine Bakkeids krimidebut “Jeg vil savne dig i morgen”, er faktisk rigtig svært. Bogen har nogle virkelig gode sider, og nogle virkelig dårlige.

Da forhenværende forhørsleder Thorkild Aske bliver løsladt efter at have afsonet sine tre år for manddrab, bliver han overtalt til at efterforske en forsvindingssag på egen hånd. Aske, der er skyldbetynget og plaget af kroniske smerter, drager i efterårsmørket afsted til den lille vindblæste ø i Nordnorge, hvorfra den unge mand forsvandt.

Bakkeid er ikke alene en dygtig fortæller, han hæver også krimigenrens sproglige niveau ganske betragteligt, og jeg tænkte mange gange på Christoffer Carlssons “Den faldende detektiv” mens jeg læste “Jeg vil savne dig i morgen”. Persongalleriet er virkelig skarpt skåret, og vi dykker især rigtig dybt i hovedpersonen, Thorkild Aske. Aske er efter tre års fængsel, et mislykket selvmord og en betragtelig mængde psykofarmaka, lidt svær at følge. Man sidder hele tiden med den der nagende tvil om, hvorvidt det han oplever også sker i virkeligheden, eller om det bare er i hans hoved at det hele sejler. Det fungerer virkelig godt, fordi det er så godt skrevet. Men der hvor der gennem en clairvoyant bliver bragt spøgelser og genfærd ind i handlingen, og hvor disse spøgelser og genfærd får afgørende betydning for handlingen, er også der hvor jeg står af. Helt af. Det er for langt ude, og det ødelægger en i øvrigt fantastisk velskrevet krimi.

Plottet er simpelt, og med undtagelse af bogens sidste sider, er det småt med actionscenerne. I min verden er det en stor styrke for en krimi, at den kan gøre en rimeligt enkel sag til noget spændende. Det er ikke nødvendigt for Bakkeid at kaste om sig med lemlæstede lig, blod og indvolde, fordi han er en knagende dygtig fortæller. Hvis det er en blodig actionkrimi man er ude efter, skal man gå langt udenom “Jeg vil savne dig i morgen”, men er man til psykologiske dramaer, er den til gengæld svær at komme udenom.

Hvis ikke det var for de overnaturlige passager i bogen, ville jeg kaste fem stjerner efter den – det fortjener den. Men jeg må bare erkende, at netop disse passager og deres indflydelse på handlingen, ødelagde det hele så tilpas meget, at jeg må nøjes med at give den fire. Og så i øvrigt anbefale bogen, for uanset hvad, så er det en virkelig godt fortalt historie, der ikke lige er sådan at regne ud.

Lån bogen på Bibliotek.dk