Den tosprogede elsker af Juan Marsé

Der er et eller andet ved Juan Marsés “Den tosprogede elsker” som jeg ikke rigtig kan sætte fingeren på. Måske er det fordi det er spansk litteratur, og jeg ikke læser ret meget fra den del af verden. Måske er det fordi bogen er skrevet i 1990. Og måske er det lidt begge dele. Der er i hvert fald noget ved sproget som er anderledes. Forfatterens stemme og stil skiller sig ud fra meget andet jeg har læst, og jeg kan rigtig godt lide det. Der er en poesi i sproget som man ikke ser så tit, og så er der en stor dybde i fortællingen.

“Den tosprogede elsker” er en ulykkelig kærlighedshistorie om Juan Marés, der en dag finder sin kone, en smuk og rig kvinde fra det catalanske borgerskab, i seng med en anden mand. Han er håbløst forelsket i hende, og for at genvinde hende klæder han sig ud som en af de ”sortsmuskede” sydspaniere, som hun i det skjulte nærer en stor lidenskab for. Og langsomt, men sikkert, går Marés i opløsning og bliver til Faneca (den “sortsmuskede” sydspanier), der forsøger at forføre Marés’ (altså hans egen) kone.

Samtidig med, eller rettere lige under den bærende historie om ulykkelig kærlighed, ligger en større historie om had/kærlighedsforholdet mellem Spanien og Catalonien. Sidstnævnte vil/vil ikke løsrives fra Spanien, og har/har ikke sit eget sprog. Hele tiden denne dobbelthed, denne sammenblanding af ting, der også går igen på forskellig vis i fortællingen om Marés og Faneca. Der er rigtig meget at arbejde med, og der er rigtig mange lag i fortællingen. Altsammen fortalt med Juan Marsés’ lette, poetiske og en smulende luftige og drømmende stemme.

Normalt laver en oversætter ikke fodnoter i et skønlitterært værk. Men Sara Høyrup, der har oversat “Den tosprogede elsker”, gør det i rigt mål – også for rigt mål. Fodnoterne afbryder læsningen, men tilføjer i de fleste tilfælde elementer til fortællingen som jeg, der ikke kender noget til Spanien, Catalonien, løsrivelse og frihedskamp, har stor glæde af. De er med til at berige fortællingen, og hjælper mig dybere ned i dens mange lag. Desværre er der også en del af disse fodnoter der kun afbryder læsningen, og ikke tilføjer noget jeg ikke selv kunne tænke mig frem til. Under normale omstændigheder ville jeg mene, at fodnoter ikke har noget at gøre i en roman, men i dette tilfælde giver de fleste af dem rigtig god mening – med måde.

Selvom “Den tosprogede elsker” er en lille roman på godt 200 sider, skal man ikke bilde sig ind at man lige kan læse den en dag hvor man ikke har andet at lave. Bogen kræver sin læsers fulde opmærksomhed hele tiden, og den kræver at læseren arbejder med den. Tager man sig tid til at gøre det, venter der en rigtig god oplevelse.

Lån bogen på Bibliotek.dk