Jeg nægter af Per Petterson

To drenge vokser op sammen i Oslo i 60´erne. Tommy og hans søstre får tæsk hjemme af faderen, moderen har forladt børnene for at redde sig selv. Jim bor alene med sin religiøse mor, hvilket han ikke kan lide.

Begge drenge har en hård barndom, de finder trøst i hinandens selskab og skaber et stærkt venskab, som synes ubrydeligt.

Som teenagere vokser de fra hinanden efter Jim i afmagt forsøger at begå selvmord ved at hænge sig. Moderen redder ham dog i sidste øjeblik, hvorefter Jim indlægges på psykiatrisk afdeling og får en hoven attitude.

Drengene mister kontakten med hinanden. Som voksne klarer ingen af dem sig godt menneskeligt, de kan ikke fastholde relationer til andre, men de er ude af stand til selv at ændre på tingene.
En tidlig morgen i 2006 står Jim og fisker uden for Oslo, og Tommy kører forbi i sin Mercedes. Bilen stopper, de veksler et par ord, hvorefter Tommy ruller videre.

“Jeg nægter” fortæller historien om de to drenges barndom og venskab, ligesom den forsøger at fortælle historien om hvor det gik galt – og ikke mindst hvorfor tingene ender anderledes end man forestillede sig. Romanen er opdelt i små afsnit, der springer i tid og sted. For overblikkets skyld så jeg gerne det havde været en kronologisk beskrivelse i stedet for springene. Den manglende kronologi gør romanen lidt rodet, hvilket er irriterende.

Romanen er et vigtigt vidnesbyrd om en barndom i helvede, men kompositionen er rodet, ligesom fortællingen er langsom om at komme op i omdrejninger. Jeg giver 3 store stjerner gives fordi sproget er godt og fordi forfatteren har mod til at bringe et tabulagt emne på bane uden at det bliver ynkeligt.

Lån bogen på bibliotek.dk