Den smukkeste afsked af Alen Meskovic

Det var et forrygende bekendtskab at give sig i kast med ”Den smukkeste afsked” af Alen Meskovic. Bogen greb mig i kraven – og nægtede at slippe sit greb om mig så det var en bog jeg endte med at læse i rekordfart.

Romanen er en både fascinerende og foruroligende fortælling om et samfund, hvor døden ikke længere er ukendt. Bogen foregår i år 2041 – I denne nære fremtid får alle mennesker ved fødslen oplyst deres præcise dødstidspunkt, og den viden bliver en grundpræmis for hele livet. Det lyder måske som en slags tryghed, men romanen viser hurtigt, at det modsatte også kan være tilfældet: Når slutningen er kendt, ændrer det måden, man elsker, vælger og håber på.

Bogen kredser især om spørgsmålet om frihed. Hvad gør det ved et menneske at leve med en fastlagt udløbsdato? Nogle forsøger at planlægge sig til et meningsfuldt liv i den tid de nu har til rådighed. Andre giver slip på alle ambitioner – for hvorfor kæmpe for noget som helst når du alligevel snart afspadserer? Andre igen forsøger at kæmpe imod systemets logik, hvilket måske heller ikke giver mening – hvorfor kæmpe mod noget hvor du alligevel ikke har en chance? Hvad får nogle mennesker til at kæmpe trods de på forhånd har vished for, at de taber kampen? Hvordan får man med andre ord den smukkeste afsked med livet og med sine kære når man kender sin præcise livslængde helt ned i detaljen? Meskovic beskriver det uden store forklaringer, men gennem stille og præcise scener, hvor det menneskelige træder tydeligt frem, som f.eks. i en scene der slutter sådan her:

“Nogle mennesker bliver aldrig tilfredse, sagde Kim til Rebekka, da han kom hjem den dag. – Men døden er ligeglad. Og punktlig.”

Det, der gør romanen stærk, er dens evne til at få noget så abstrakt som dødstid til at føles helt nært. Man begynder uvilkårligt selv at overveje, om uvidenheden i virkeligheden er en gave. Er det bedre at lade livet udfolde sig uplanlagt, eller ville en absolut viden give en form for ro? Bogen giver ikke et entydigt svar, men holder læseren fast i spørgsmålet længe efter sidste side.

Jeg har ikke læst noget af forfatteren før, men efter denne roman får jeg lyst til at gå videre ind i hans univers. Der er noget både enkelt og dybt i hans måde at skrive på og man føler at bogen er vedkommende. Det er en roman, der bliver hængende, fordi den ikke kun handler om et tænkt samfund, men om helt grundlæggende menneskelige vilkår.

Anmelderbog.

Lån bogen på biblioteket