jeg bor i en hemmelig drøm – tidlige digte af Inger Christensen

Med disse digte får du indblik i Inger Christensens spirende forfatterskab – og en fin indføring i hendes sansemættede, poetiske univers.

To af Inger Christensens ungdomsvenner har haft digtene liggende siden 1950’erne. De har i store træk ikke været udgivet før, og hvis man som jeg kun har læst lidt af forfatteren, er det et godt sted at starte.

Den unge digter skriver på sansninger og metaforer fra naturen: fugle, blomster, træer, sol, måne og stjerner – for bare at nævne nogle af de elementer, som går igen. Tematisk kredses der om eksistentielle temaer som kærlighed, sorg, seksualitet og død, og indholdet har både lethed og alvorstyngde:

”De sørgmodige svaler.
Telefontrådes regn.
Den bedrøvede aften
lægger sin taktstok.

Ingen har set
hvor stilheden kommer fra.
Vindene sætter sig
tavse langs vejen.” (s.88)

Billedplanerne forskydes, så uventede betydninger åbner sig: Stilhed og vind bliver ét med de sørgmodige lærker. Aftenen forvandles til en dirigent, der ikke vil dirigere. I digtet ”Ravkæden” (s 37) sker noget lignende, hvor første strofe beskriver en kæde, som ”tynger som hav om en hals”. At udskifte det forventelige ord ”rav” med ”hav” åbner for spændende merbetydning.

Der leges med rimskemaer – men også med frie digte, rytmiske digte mm. Et par af dem har nedskrevne nodelinjer, og bogen indeholder også forfatterens egne små illustrationer. Jeg fornemmer mennesket bagved tydeligere end i senere værker. F.eks. ”Sommerfugledalen” fra 1991, som er optaget i Kulturkanonen. Den imponerer med flotte strofer i bunden sonetform, men der er noget mere umiddelbart over de tidlige digte.

Alt er præget af glæden ved ord, ved at smage på dem og lade dem befrugte hinanden, så der dannes nye billeder i læserens sind: gladgale, vildsind, ældetungt, solguld, martsmånelys – for bare at nævne nogle eksempler. Mens kunstneren ”læser” tilværelsen, bliver hun medskabende på den. Voldsomme kræfter, som kærligheden og sensualiteten, indfanges og udtrykkes rammende:

”Hvad skete den nat,
da en blodrød hibiskus
stod sprængt som vulkan i din stue
og bredte sin lavastrøm
til dine hænder,
så mit skørt blev opbrændt i lue.” (s.146)

Selvom digtenes form generelt viser tilbage i tid, gør i tonen og indholdet dem levende og alment gyldige – og skærper nysgerrigheden efter fordybelse i forfatterskabet, som det siden udfoldede sig.

Jeg er faldet over enkelte pleonasmer/”dobbeltkonfekt”, som kan udvande en sætning – som f.eks. ”Sneen er hvid…” eller ”Grønt græs…” Men generelt er der tale om stor sprogbevidsthed, rytmisk sans og formsans. Udover enderim bruges fængende bogstavrim, som i strofen ”Storm styrter strid under tag og tagspær; mand søger mand i rædsel for ravnsvejr.” (fra ”Solopgang” s. 140-41)

Bogens forord er skrevet af sønnen Peter Borum, som beskriver baggrunden for digtene. De er fra perioden 1955-1960, hvor Inger Christensen gik på lærerseminariet i Aarhus, og siden giftede sig med Poul Borum (1959). Det unge par flyttede til Knebel på Mols, hvor hun arbejdede som lærer, indtil begge debuterede som digtere i 1962.

Før sin officielle debut var det unge digterjeg i fuld gang med at skabe. Måske endda med at indkredse det sted i mennesket, hvorfra verden erfares? Det sted, hvorfra der elskes, leves – og skrives:

Jeg bor i en hemmelig drøm
hos mit hjerte.
Om natten betror vi os tavse til vinden.
Kun træer og fugle kan
tale så sagte.
Kun stjernerne ved
hvor jeg bor.
I en drøm om den mand
jeg beundrer.
I drømmen om skovenes
stilhed.
Kun hjorten kan høre
min hvisken.
Kun blomsterne ved
at jeg elsker –
så hemmeligt bor jeg. (s.90)