Intet nyt fra Vestfronten af Erich Maria Remarque
212
2014
978-87-02-15884-7
Im Westen nichts Neues (oversætter: Tom Kristensen)
8. udgave, 1. oplag
”Han faldt i oktober 1918, en dag, der var så rolig og stille langs hele fronten, at hærberetningen indskrænkede sig til sætningen: Intet nyt fra Vestfronten.
Han var faldet forover og lå på jorden, som om han sov.
Da man drejede ham om, så man, at han ikke kunne have ligget og lidt ret længe; – hans ansigt havde så resigneret et udtryk, som om han næsten var tilfreds med, at det var kommet sådan.”
(bogens slutning, side 212)
”Intet nyt fra Vestfronten” er den klassiske fortælling om en ungdom, der blev ødelagt af krig.
Værket er nu udkommet i 8. udgave så nye generationer også har mulighed for at stifte bekendtskab med dette litterære mesterværk, der tillader læseren at komme med til fronten under 1. verdenskrig for med egne øjne at læse om dødsangst, konflikter og opleve rædselsscenerne fra første parket.
Romanens hovedperson er den 19-årige Paul Bäumer, der sammen med en gruppe jævnaldrende kammerater fra skolen melder sig til hæren, hvor de hurtigt sendes til de tyske skyttegravssystemer på Vestfronen for at blive brugt som menneskelig kanonføde.
”Intet nyt fra vestfronten” skildrer de mange angreb og modangreb, som soldaterne deltager i, og man kan sige at bogen er en lang beskrivelse af krigens rædsler, hvor den ene rædselsscene afløser den anden.
Ganske få lyspunkter findes i de beskrivelser af det nære sammenhold soldaterne har. Soldaterne oparbejder evnen til at bemærke de små ting i hverdagen, som andre mennesker tager for givet:
”Det er vidunderlige, tanketomme timer. Oven over os står den blå himmel……Og rundt om os ligger den blomstrende eng. Det fine græs bølger, kålsommerfugle flagrer, de svæver i eftersommerens milde, varme vind, vi læser breve og aviser og ryger, vi tager huerne af og lægger dem ved siden af os, vinden leger med vores hår, den leger med vores ord og tanker.” (side 16 og 17)
Orlov er ikke nødvendigvis godt, for hjemme mindes man om sin menneskelighed, og det er så meget desto værre at vende tilbage til skyttegravenes helvede, hvor maden er elendig og hvor man ikke kan være sikker på at gense de kammerater man efterlod 14 dage før.
Bogen er beretningen om en fortabt generation og et aldeles gruopvækkende indblik i menneskets grimmeste sider. Erich Maria Remarque har skrevet ”Intet nyt fra Vestfronten” et klart, nøgternt og beskrivende sprog. Læseren oplever (næsten på egen krop) hvordan det føles at blive udsat for et gasangreb, hvordan man må sætte sig selv på automatpilot for at overleve her i helvedes forgård inden man (måske) får lov til at vende tilbage til familien og sit gamle liv.
Et sted mellem 9 og 13 millioner mennesker døde i 1. verdenskrigs inferno af angreb, blod, angst og foragt for liv.
”Intet nyt fra Vestfronten” er en nødvendig og velskrevet bog, som alle bør have læst mindst en gang (og gerne flere). Det er måske især en bog, som politikere skal tvinges til at læse inden de sender soldater afsted til verdens brændpunkter, hvorfra ikke alle vender tilbage. Og hvor de der vender tilbage ofte er så psykisk medtaget af deres oplevelser, at det kan være vanskeligt at vende tilbage til et almindeligt liv.
”Intet nyt fra Vestfronten” er intet mindre end en fremragende læseoplevelse, der er skræmmende præcis i beskrivelsen af livet ved fronten, og jeg vil derfor anbefale alle at læse (eller genlæse) dette pragteksemplar af en bog.
