577
2012
978-87-02-12571-9
Eldvittnet
Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at læse denne 3. krimi om kriminalkommissær Joona Linna – for den foregående bog ”Paganinikontrakten” skuffede mig – men en kollega fik mig overtalt.
Det var en god beslutning, for ”Ildvidnet” et en spændende krimi med et hjem for adfærdsvanskelige teenagepiger som centrum for begivenhederne. Allerede disse kulisser pirrede min forventning.
En pige og en pædagog findes myrdede på institutionen og alle tegn peger hen mod en af pigerne – Vicky, der tilmed er forsvundet. Noget virker dog forvirrende, og da et medie, der kan tale med de døde henvender sig til politiet i sagen, strammer Lars Kepler sit spændingsnet op.
Som læser er man lidt på herrens mark, for godt nok ved en erfaren krimilæser at det garanteret ikke er den, der er mest oplagt, der er morderen, men det er ganske fornøjeligt og spændende at tage med på opklaringsrejsen.
På et tidspunkt bliver historien lidt for usandsynlig og lidt for utroværdig, men underholdt det bliver man.
Til sidst i bogen er plantet en rigtig cliffhanger, som dog irriterer mig lidt – det er lidt for smart i forhold til at lokke læseren til at holde ved til næste bog.

