0 kommentarer

Haiku II af Ole Bundgaard

af d. 24. november 2013
Info
 
Sideantal

384

Udgivet

2013

ISBN

978-87-89575-03-2

 

Først sidder man med den smukke bog i hånden. Fingrene glider over det glatte omslag. Det håndvenlige format og den fint buede ryg signalerer at der er lagt vægt på alle dele af tilblivelsesprocessen. Man blir forventningsfuld.

Så kommer den første udfordring. Der findes sikkert ingen manualer for at læse haiku. Og slet ingen for at læse 365 af slagsen. Man kan ikke begynde forfra og læse igennem til sidste side. Man kan ikke rumme mere end nogle få af de koncentrerede og tematiske vidtspændende tekster ad gangen. Bogens strukturerende princip , at læse et haiku hver dag i året, er faktisk ideelt. Men jeg skal omtale/ anmelde bogen inden for en vis tidsramme. Kommer i tanke om skålen med mannakorn der stod på sofabordet i mit hjem. Hver dag trak man et lille papstykke med dagens bibelord. De to testamenter kunne ikke læses fortløbende, man måtte koncentrere sin læsning om enkeltpassager. Den tankegang passer mig fint. Jeg har stor lyst til at botanisere i den frodige haikuhave der åbner sig for mig i Ole Bundgaards bog.

Så slår jeg op, læser en håndfuld tekster. Går til et andet sted og læser. Lægger bogen og prøver at fordøje. Læser et nyt sted . Langsomt og opmærksomt. Efterhånden udkrystaliseres bestemte temaer, tendenser, teknikker.

Hvis et haiku ikke er udtryk for koncentreret erfaring og oplevelse, gennemlæses det hurtigt og glemmes. Haikuets stramme tekstskema nødvendiggør et stort repertoire af teknikker til at sige ting mellem linjerne, til at arbejde med styrede indirekte associationer, mangetydige ord og omhyggelig valgt symbolik.

”Kast ikke med glas
hvem skal samle de skår der
ligger mellem sten” [275]

er et flot eksempel på hvordan et haiku får dobbelt tyngde og læseropmærksomhed fordi ordsproget “man skal ikke kaste med sten når man bor i et glashus” uundgåeligt ligger som modtekst lige under overfladen.

Eller

”Skråt op med snakken
om den store forgrening
nu skal der saves” [337]

hvor ordet forgrening så fint “rimer” på forbrødring og dermed gir overraskende dybde til havesyslerne.

Den indre spænding mellem haikuets elementer er et andet virkningsfuldt middel til at få læseren til at sænke bogen og tage sig eftertænksomt til hovedet.

”Skyerne krymper
stilheden bevæger sig
katten er stivnet” [307]

En krampagtig sammentrækning, en sart bevægelse, en fastfrysning danner et spændingsfelt som mange længere tekster vanskeligt ville kunne matche.

”Efterårets lys
den tynde is på vandet
hjertet brænder væk” [310]

rummer den samme dynamiske koncentration af sam- og modspil. Som i mange andre af teksterne skrives der ud til haikuets formmæssige grænse samtidig med at den nødvendige fordybelseseffekt fastholdes.

Her må det være på tide at standse omtalen af de formmæssige fortræffeligheder i Ole Bundgaards ”Haiku II”. Teksterne handler jo også om noget! Jeg trækker derfor nogle eksempler op af mannaskålen. Vel vidende at de er subjektivt udvalgt og alt for få.

Jeg finder et teologisk haiku med kant på side 356. Et eksistenshaiku side 366. Guds hud [ikke hus]

[352]. Det vedholdende billede af katten, som ofte er bindeleddet mellem dagligdagens og evighedens perspektiv [f.eks.298.] Det dybe i det almene. [335] . Memento mori side 360.

”Jeg finder varme og humor.
Når jeg banker på
himlens dør har jeg pølse
og ost i lommen” [338]

parret med barskhed

”Ser ud på verden
træet står i regnen mens
rotten får sin gift” [294]

– og, uimodståeligt, kvinden:

”Nu, her hvor hjernen
er allermest klar kommer
der en kvinde ind” [353]

“Denne samling har været 7 – 8 år undervejs” står der i efterskriftet til ”Haiku II”. Og man er ikke i tvivl om, at det passer. Ole Bundgaard har inden for haikuets præcise rammer skabt et vidtfavnende og dybtgående univers af stor intensitet. Bogen er skrevet af et rigtigt menneske.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter